Vandflagermus
Vandflagermusen er den flagermus, der jager lavt over søen, ofte kun en håndsbredde over vandet. Alle danske flagermus er fredet, og man rører dem ikke.
Lige over spejlet
I skumringen, når svalerne er ved at holde op, begynder en anden jagt. En lille, mørk skikkelse følger vandfladen i lige træk, vender skarpt og kommer igen. Den er sjældent mere end en halv meter oppe, ofte lavere, ti til tredive centimeter over spejlet. Vingerne er brede for så lille et dyr, flugten er rask, og den kan dreje uden at stige. Det er vandflagermusens måde at æde på. Insekterne sidder på vandet eller lige over det, og dyret tager dem med fødderne og med den halehinde, der fungerer som en skovl.
På afstand er alle små flagermus brune prikker. Tæt på er vandflagermusen brun på ryggen og lysere under bugen, med et kort, rundt ansigt og ører, der ikke er de lange, oprette blade, man ser hos langøret flagermus. Fødderne er store i forhold til kroppen. Det er redskabet. Man skal ikke fange dyret for at se fødderne. Flugten over vandet er kendetegnet, og den er synlig uden at man rører noget.
Et pattedyr, der flyver
Flagermusen er ikke en fugl og ikke en flyvende mus, selv om navnet på andre sprog siger det. Det er et pattedyr. Ungen fødes, og den dier. Vingen er en hånd, hvor fingrene er blevet lange, og hvor en tynd hud spænder mellem dem, kroppen og bagbenene. Tommelfingeren stikker frem som en lille klo, dyret kan kravle med. Om dagen hænger de med hovedet ned, eller de kryber ind i en sprække, hvor vingerne foldes sammen, så kroppen fylder mindre end en tændstikæske.
De ser med lyd. Et kald, for hurtigt og for højt til de fleste menneskeører, rammer en myg og kommer tilbage. Hjernen tegner myggen, afstanden og retningen, og munden eller fødderne lukker sig om den. Over vand er fladen et spejl for lyden også. Vandflagermusen er specialist i det spejl. Andre arter jager mellem træer, langs en mur eller højt over tagene. Ser man den lave, gentagne flugt over en sø, er man meget tæt på at have set netop denne art. En detektor kan bekræfte kaldet. Den er ikke nødvendig for at glæde sig over jagten.
Hult træ om dagen, mørke om vinteren
Om sommeren sover vandflagermusen især i hule træer, i sprækker og hulheder i skov nær vand. En koloni af hunner med unger kan sidde tæt, og mødrene flyver ud, jager og vender tilbage for at give mælk. Jagten kan ligge flere kilometer fra træet. Dyret følger hegn, åløb og skovveje, de samme ruter nat efter nat. Et hult træ er derfor ikke bare et træ med et hul. Det er et hus med en vej ned til søen.
Om vinteren skal de have frostfrit og roligt. Kalkgruber, kældre, bunkere og lignende mørke rum bruges, og i de midtjyske og himmerlandske gruber overvintrer mange. De sænker temperaturen og pulsen og hænger i månedsvis. En forstyrrelse koster den fedt, de skal leve af til foråret. Derfor går man ikke ind med lygte for at tælle dem, og man tager ikke et vinterkvarter i brug som eventyr. Fredningen gælder også stedet. Et hultræ, man lader stå, er den praktiske hjælp. En sav i et træ med en koloni er det modsatte.
Fredet, alle sammen
Alle danske flagermus er fredet. De må ikke fanges eller slås ihjel, og deres yngle- og rastesteder må ikke ødelægges. Vandflagermusen er en af de almindelige, udbredt i det meste af landet, hvor der er vand og hule træer. Almindelig betyder ikke, at man må tage den i hånden. Det betyder, at chancen for at se jagten over søen er god, hvis man giver skumringen tid.
En flagermus kan bære virus. Det er sjældent, det bliver til noget for et menneske, og det er alligevel grunden til, at man ikke samler dyret op. En flagermus på jorden, der ikke kan flyve, er en sag for dem, der har vagt på vilde dyr, ikke for en æske man stiller i bryggerset. Bliver man bidt eller kradset, vasker man stedet og kontakter en læge. Man sutter ikke biddet ud, og man gemmer ikke dyret i lommen. Resten af tiden er der ingen grund til frygt. De jager myg. De er ude, når vi er inde.
En time ved søen
Den bedste måde at møde vandflagermusen på er at sætte sig ved en sø eller en bred å, når lyset er ved at slippe, og lade øjnene vænne sig til det. De første minutter er der måger, fiskehejrer der letter og insekter over sivene. Så kommer de lave træk. Tæl dem ikke som en præstation. Se, hvordan en af dem vender, næsten rører vandet og fortsætter. Det er fødderne, der arbejder, selv om man ikke kan se dem.
En lygte rettet ind i et hultræ eller ned i en grube giver et dårligere møde og et dyr, der har brugt energi på at vågne. Lyset på søen kan man undvære. Mørket er deres time, og det kan også være vores, hvis vi bliver siddende længe nok til, at prikkerne bliver til en flugt.
Ungen og ruten
Ungen fødes om sommeren, én ad gangen, og bliver i hullet, mens moren jager. Hun vender tilbage flere gange i løbet af natten. Derfor ligger kolonien ikke tilfældigt. Den ligger, så vejen til vandet kan flyves, langs et hegn eller et åløb, uden at dyret skal krydse en åben flade, det ikke bryder sig om. En vej med lys og fart er et dårligt sted at have den rute. Et mørkt bælte af træer ned til søen er et godt.
Man kan hjælpe uden at bygge noget. Lad det hule træ stå. Lad søen have en åben flade, hvor insekterne kan lægge sig. Og lad vinterkvarteret være i fred, også selv om en grube eller en kælder frister som et sted, man godt kunne kigge ind. Flagermusen er fredet derinde, ikke kun når den flyver. Den time ved bredden, uden lygte og uden hænder, er mødet, arten faktisk tilbyder.
Kilder
- Vandflagermusen er Myotis daubentonii. Den jager lavt over vand og tager insekter fra overfladen. Alle danske flagermus er fredet.
- Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø beskriver fredningen og arten: flagermus. Rør ikke dyret. Ved bid vasker man og kontakter en læge.