Fiskehejre
Fiskehejren er den høje grå fugl i vandkanten. I flugt trækker den halsen ind i et S, og det skelner den fra storken, der flyver med halsen strakt.
Statuen i åen
Den står. Det kan vare et minut, og det kan vare mange. Et ben, eller to, halsen i en blød bue, næbbet fremad og ned. Øjnene sidder så de ser langs næbbet ned i vandet. Når fisken er der, går halsen frem hurtigere, end man når at følge, og næbbet lukker. Så retter fuglen sig op, vender fisken og synker den. Er fisken stor, tager det tid. Er den lille, er det et nik. Bagefter står den igen, som om der ikke var sket noget.
Fjerdragten er grå på ryg og vinger, lysere på hals og bryst, med en sort stribe fra øjet og bagud i en tynd fjer, der hænger. I yngletiden er prydfjerene længere. Benene er lange og gullige til brune. Næbbet er dolkformet, gult til orange, mørkere ud mod spidsen. Ungfuglen er gråere og uden den skarpe sorte stribe. På afstand er silhuetten nok: en høj, knækket streg i sivene.
S’et i luften
Letter den, sker det med tunge vingeslag og halsen trukket ind, så hovedet hviler mellem skuldrene. Det giver et S, eller en krog, mellem krop og næb. Storken og tranen flyver med halsen strakt som en pind foran kroppen. Den forskel kan ses, selv om fuglen er langt væk, og selv om man ikke kan se farverne. Vingerne er brede, og slagene er langsomme. Benene stikker ud bagtil som en tynd streg.
Stemmen er et hæst skrig, ofte i flugten, når en fugl letter fra kolonien eller passerer en anden. Den synger ikke. Den meddeler. Ved reden er der også en dybere, skrattende lyd, når to fugle hilser. Man hører kolonien, før man ser rederne, hvis træerne er tætte.
Kolonien i toppen
Fiskehejren yngler i kolonier, i toppen af høje træer ved søer, åer og kyster. Rederne er store platforme af grene, brugt år efter år, hvidskidtet af ekskrementer, så træerne under kolonien kan se medtagne ud. Det er prisen for at have hejrer. Flere par i samme lund betyder støj i det tidlige forår, unger der larmer og voksne der kommer og går med fisk i næbbet.
Æggene er lyseblågrønne, og ungerne er grå og klodsede, med en top, der ligner en dårlig frisure, indtil fjerene lægger sig. De tigger ved at gribe om den voksnes næb. Maden kommer op, fisk og det, der ellers var i kroen. En koloni skal have fred i den tid. Man kan se den fra en sti. Man behøver ikke gå ind under rederne for at have set den.
Mere end fisk
Navnet lover fisk, og fisk er kernen, i saltvand og i ferskvand, på lavt vand hvor benene kan bunde. Derudover tager den frøer, vandsalamandre, insekter og mus. En hejre på en pløjemark er ikke faret vild. Den går efter gnavere, med samme langsomme skridt som i åen. Om vinteren, når småsøer fryser, samles fuglene ved våger, ved kysten og ved de åer, der løber. Mange bliver i Danmark året rundt. Andre trækker, og flokke kan passere.
Ved en havedam kan den tømme det, man har sat ud, på en morgen. Et net over dammen er den fredelige løsning. Fuglen gør det, en hejre gør, når der står fisk i et fad uden dækning. Den er ikke en tyv i den forstand, at den skylder dammen noget. Den har set vand og har ventet.
Et år i vandkanten
I det tidlige forår er kolonierne i gang, mens markerne stadig er brune. Om sommeren står fuglene spredt, en ved hver vig, og ungerne øver sig på lavt vand. Om efteråret kan flere samles, hvor fiskene stimler. Om vinteren er den grå fugl på isen ved en våge et af de sikreste tegn på, at åen stadig har beboere. Den ligner sig selv i alle måneder. Kun prydfjerene og ungernes tiggeri fortæller, hvor i året man er.
Den står, til man har set S’et, og så letter den. Det er nok. En fiskehejre kræver ikke en sjældenhed for at være værd at standse op for. Den kræver, at man kigger en ekstra gang på den grå plet i sivene, som man troede var en pæl.
Den hvide fætter
Sølvhejren er hvid fra næb til hale og er blevet et almindeligere syn i danske vådområder. Den står på samme måde, med samme tålmodighed, men farven gør den umulig at forveksle med fiskehejren, når lyset er bare nogenlunde. En fiskehejre i modlys kan se mørk ud, næsten sort, men den bliver ikke helhvid. Unge fiskehejrer er grå, ikke hvide. Står der en hvid fugl med lang hals i kanten, er det den anden art.
Fiskehejrens hals har et knæk, der er bygget til hugget. Fuglen kan stå med halsen i en blød krumning og alligevel sende næbbet frem i en lige linje. Det er derfor, den kan vente så længe. Energien sidder i stillingen, ikke i en løben rundt i vandet. En hejre, der vader rastløst, har ofte allerede slået til og er på vej videre, eller den er ung og øver sig. Den voksne fugl ligner en gren, indtil fisken er der.
Næbbet er et redskab. En hejre, der føler sig trængt, kan rette det fremad. Det sker sjældent, fordi fuglen letter længe før. Reden og en skadet fugl lader man ligge. En hejre, der hænger i fiskesnøre, er en sag for dem, der har vagt på vilde dyr, ikke for et ryk i snøren. Resten af tiden er den bedste iagttagelse den, hvor fuglen bliver stående, efter at man har løftet kikkerten.
Kolonien kan ligge flere kilometer fra det sted, hvor fuglen fisker. Den flyver pendulfart morgen og aften, med S’et i halsen, ind over hustage og marker. Et fast træk over en vej i skumringen er ofte hejrer på vej til eller fra redetræerne. Følg retningen en aften, og man finder lunden, uden at gå ind under stammerne. Larmen og de hvide striber af kalk på bladene fortæller resten.
Kilder
- Fiskehejren er Ardea cinerea. I flugt er halsen trukket ind. Stork og trane flyver med strakt hals.
- Artiklen beskriver arten. Den beskriver ikke, hvordan man holder fuglen væk, ud over at en overdækket dam er den enkle fred.