Almindelig støvbold
Almindelig støvbold er den vortede, pæreformede svamp, der sender en sky af sporer ud gennem et hul i toppen. Den er ikke en spisesvamp her, og en hvid kugle skal ikke spises på gætværk.
Vorterne
Den unge støvbold er hvid til cremefarvet og pæreformet, smal forneden og rund foroven. Overfladen er dækket af små, skrøbelige pigge eller vorter, der sidder i grupper og kan gnides af med en finger, så der bliver et mønster under. Det er et godt kendetegn for den almindelige art. Med alderen bliver hatten brunlig, piggene slides af, og i toppen åbner der sig et hul, en lille krater. Indeni er det hvide kød blevet til en olivenbrun masse af sporer. Tryk, regn eller en gren, der strejfer, presser sporerne ud som røg.
Der findes flere støvbolde. Nogle er glatte, nogle er større, nogle sidder på træ. Almindelig støvbold sidder på jord, er lille nok til at ligge i en hånd og har de afgnidelige pigge, mens den er ung. Er man i tvivl, lader man den stå. Navnet kan vente. Svampen har ikke brug for at blive plukket for at blive en støvbold.
Skyen
Sporestøvet er artens måde at rejse på. Hver sky er millioner af sporer, og vinden tager dem længere, end foden kunne. Et dyr, der træder på en moden hat, hjælper uden at vide det. Det er fristende at trykke på alle dem, man ser, for at få skyen igen. Én hat, der støver, er nok til at forstå det. At tømme en hel gruppe for sjov fjerner det, de næste dage skulle sprede af sig selv. Lad de fleste være. De støver, når regnen rammer dem.
Indeni den unge hat er kødet fast og hvidt. Senere bliver det gult, så brunt og pulver. Den rækkefølge er svampens modning, ikke en opskrift. Nogle bøger siger, at unge støvbolde kan spises, så længe kødet er helt hvidt. Denne artikel siger det modsatte af en opfordring: lad være. En hvid kugle i skovbunden kan være en ung støvbold. Den kan også være det unge stadium af en fluesvamp, et såkaldt æg, før hatten folder sig ud. Grøn fluesvamp starter sådan. Forskellen kræver, at man skærer og ved, hvad man ser. Det hører ikke til her. Et portræt er ikke en tilladelse.
På jorden, i flok
Almindelig støvbold vokser på jord, ikke op ad en stamme. Den kommer ofte i små flokke, nogle år i ringe, mellem blade, mos og nåle, i både løvskov og nåleskov. Sommer og efterår er tiden. En gruppe med både hvide, faste hatte og brune, hule er samme art i to aldre. De brune er dem, der støver. De hvide er dem, der endnu samler. Begge skal blive, hvis man er ude at gå og ikke at høste.
Svampen nedbryder dødt plantemateriale i jorden. Den er ikke en parasit på træerne omkring den. En flok støvbolde betyder, at skovbunden arbejder, ikke at træerne er syge. Man kan ligge på knæ og se piggene uden at tage en eneste med. Et foto af skyen, én gang, er den høst, artiklen kan stå inde for.
Ikke et æg, ikke en bold
Formen lokker til navne. Bold, pære, æg. Ægget er det farlige ord, fordi det også er det, man kalder den unge fluesvamp. Støvbolden har ikke en minihat gemt indeni, sådan som et fluesvampeæg har, når man skærer det over på langs. Den har et ensartet kød, og senere pulver, og den sidder ofte med en lille steril fod. Det er viden, man kan have, uden at man skal bevise den med en kniv i skoven. Kniven er der, hvor fejl sker. Uden kniv er reglen enkel: ingen hvide svampe fra denne artikel ender i kurven.
Børn opdager støvbolden, fordi skyen er et trick. Vis dem én. Sig, at det er frø, ikke røg, og at de andre hatter skal have lov at gøre det samme i morgen. Så er arten lært, og skovbunden er der stadig, når I går.
En lille hat med et stort udpust
Almindelig støvbold er en af de svampe, man kan kende uden at være ekspert, og en af dem, man alligevel ikke skal spise på det bekendtskab. Pigge, der kan gnides af. Et hul i toppen. En olivenbrun sky. Jord under den, ikke en stamme. Det er portrættet.
Næste flok i bunden af en bøgeskov, så lad de hvide være hvide. Tryk ikke på dem alle. Én sky er hele historien, og birkeporesvampen på stammen ved siden af er en helt anden bygning. To svampe, ingen af dem er middagsmad.
Pigge, der kan gnides af
De små pigge sidder ikke tilfældigt. De står i tuer, og mellem dem er der finere vorter. Gnider man forsigtigt på én hat, falder piggene af og efterlader et netagtigt mønster. Det er et kendetegn, man kan se uden at plukke. Én hat er nok. De andre i flokken skal beholde deres pigge, til vejret slider dem af. En hat uden pigge og med hul i toppen er den modne udgave. Samme art, senere på måneden.
Skyen lugter støvet og svampeagtigt. Den er ikke røg, og den er ikke noget, man skal indånde med vilje tæt på næsen. Et skridt til siden, og man kan se den i modlys. Sporerne er artens frø. De skal op i luften, ikke ned i en kurv. Ved siden af kan en helt anden svamp stå, hvid og glat. Den rører man ikke. Glat og hvid uden pigge er ikke denne artikels art, og den er slet ikke middagsmad.
Flokken i skovbunden kan stå i en bue, der følger en gammel gren under bladene. De yngste er hvide og faste. De ældre er brune i toppen og bløde, og til sidst er der kun en læderagtig pose med et hul. Man kan følge den række med øjnene og lade alle hatte stå. Et spark sender skyen op, men det tømmer også den hat, svampen skulle bruge i flere dage. Ét hul, ét pust fra vinden, er den måde, arten selv har valgt. Resten af turen kan gå videre til de svampe, der har hatte og lameller, og som heller ikke skal i kurven, bare fordi de er kønne.
Kilder
- Almindelig støvbold er Lycoperdon perlatum. Piggede, pæreformede frugtlegemer på jord. Modne eksemplarer støver gennem et hul i toppen.
- Teksten er ikke en spiseguide. Unge fluesvampe kan ligne hvide kugler. Grøn fluesvamp.