Birkeporesvamp
Birkeporesvampen er den lyse, tykke hat på birkestammen. Den lever én sæson, den er ikke mad, og den skal blive på træet.
Den bløde hov
Frugtlegemet sidder ud fra stammen som en tyk pude eller en klov. Oversiden er hvælvet, glat og tør, læderbrun til gråbrun, ofte med en lysere kant, mens svampen vokser. Der er ingen hårde årringe som på en tøndersvamp. Undersiden er hvid eller cremefarvet og tæt besat af porer. Der er ingen lameller. Kanten er tyk og indrullet, når svampen er ung, så hatten føles buttet i hånden, hvis man måtte røre den. Ung er den sej og gummiagtig. Gammel bliver den korkagtig og let, og til sidst ædes den af insekter eller falder af.
Den sidder næsten altid på birk. En lys hat på en hvid stamme er et godt første gæt, og værten er en del af navnet. Andre træer får andre poresvampe. En brun hat på en eg er en anden samtale. Her er birken og den glatte, lyse overside det, man samler navnet på.
Én sæson, ikke en årrække
Tøndersvampen er den hårde, grå, furede hov, der lægger en zone på hvert år og kan sidde i mange år. Birkeporesvampen er den blødere nabo. Den anlægges, vokser færdig og er væk igen som frugtlegeme, når sæsonen er omme. De to kan sidde på den samme birk. Så har man begge historier på én stamme: den flerårige og den etårige. Formen skiller dem, også på afstand. Grå og furet er tønder. Lys, glat og buttet er birkeporesvamp.
Indeni er kødet hvidt og sejt. Det er ikke en grund til at skære hatten op for at se det. Ydersiden rækker. En tvivl kan klares med en bog ved siden af stammen, ikke med at svampen skal med hjem for at blive dømt på køkkenbordet. Dommen kan fældes, mens den sidder.
Ötzi, og alligevel ikke en høst
Ismanden Ötzi, der døde i Alperne for over fem tusind år siden, havde stykker af birkeporesvamp med sig, sammen med tøndersvamp. Fundet viser, at mennesker har kendt svampen meget længe, og at de har brugt den til noget, de ville have med på en rejse. Det viser ikke, at svampen er mad. Det viser ikke, at den er medicin, man skal gå ud og skære til sig selv. Historien er med, fordi den gør hatten til mere end en knold på en stamme. Praksis står ikke her. Ingen skæring, ingen tørring, ingen dosis.
Birkeporesvamp spises ikke i denne artikel. Den er sej, og den hører til de svampe, man kender på formen og værten, ikke på smagen. Smag er det forkerte redskab. En hat, man er i tvivl om, får lov at sidde. Næste birk har måske en, der er tydeligere.
Birken, der er i gang med at ændre sig
Svampen nedbryder veddet i birken. Den kan sidde på et levende træ, der er svækket, og den fortsætter, når stammen er død. Det er den måde, en vortebirk bliver til muld på, sammen med tøndersvamp, insekter og tid. En hat på siden af stammen er et skilt: her er veddet ikke længere, hvad det var. Træet kan stå i flere år endnu, hvidt og raslende, med svampen som en passager. At banke hatten af ændrer ikke det, der allerede sker inde i stammen. Det fjerner bare det, man kunne have set.
Når hatten er gammel, bliver oversiden mere grå, og porerne kan blive gullige. Insekter borer sig ind. En hat, der er ved at falde fra hinanden, er stadig den samme art som den faste, unge pude ved siden af. Alderen sidder i konsistensen. Værten sidder i barken.
Et navn, man kan bruge på afstand
Birkeporesvamp er en af de svampe, man kan udpege uden en kurv. Hvid stamme, lys buttet hat, hvid underside. Tøndersvampen er den anden, grå og hård. Med de to kan man læse en birk, der er ved at blive gammel, uden at tage noget med. Det er en god måde at gå i skoven på. Navnene bliver siddende. Svampene også.
Næste gang der sidder en lys hat på en birk, så lad den sidde, og sig navnet. Birkeporesvamp. Én sæson, birkens egen, og ældre end de fleste af de historier, vi fortæller om den.
Når hatten er blevet let
En ung birkeporesvamp er tung for sin størrelse og giver en smule efter, hvis man trykker forsigtigt på kanten med en finger og lader den sidde. En gammel er let, tør og fuld af gange efter de larver, der har boet i kødet. De to udgaver står ofte på den samme stamme, fordi birken kan bære flere hatte i forskellige aldre. De mørke, hule skaller er ikke en anden svamp. De er sidste kapitel af den samme. Porerne er væk eller brune, oversiden er slidt, og alligevel er formen en pude, ikke en furet grå hov.
Insekterne i den gamle hat er en del af pointen. Svampen samler birkens ved om til noget, andre kan bo i, og så til smuld. At tage de pæne, unge hatte med hjem fjerner netop dem, man kan kende arten på, og lader de ødelagte blive. Det er en dårlig byttehandel. Stammen er udstillingen. Den varer sæsonen, og næste år kommer der nye, hvis birken stadig har ved at give af. En birk uden en eneste hat er ikke en birk, der mangler noget. Den er bare ikke nået dertil endnu. Når hatten kommer, er den let at gå forbi, fordi den sidder i barkens egen farve. Kig op langs stammen, ikke kun i skovbunden. Poresvampene på birk sidder, hvor veddet er, og det er ofte over øjenhøjde.
Navnet poresvamp sidder i undersiden. Porerne er små og mange, og de vender nedad, så sporerne kan drysse ud. Man behøver ikke lægge sig under stammen for at se dem. En hat, der er set lidt fra neden, viser den lyse flade. En hat, der kun ses ovenfra, viser den brune ryg. Begge dele er arten. Tøndersvampens underside er der også, men den sidder under en grå, hård skorpe, der har furer. Den forskel holder, også når begge svampe er gamle.
Kilder
- Birkeporesvamp er Fomitopsis betulina, tidligere kaldt Piptoporus betulinus. Den sidder på birk og er etårig.
- Ötzi havde svampen med. Den er ikke mad i denne artikel, og teksten er ikke en høst- eller medicinvejledning. Tøndersvamp er den hårde, flerårige nabo.