Stinksvamp
Stinksvampen starter som et hvidt æg og ender som en svamp, man lugter, før man ser den. Fluerne spreder sporene. Den er ikke mad.
Ægget
I skovbunden ligger et hvidt, læderagtigt æg, på størrelse med et hønseæg eller større, ofte halvt begravet i mulden. Indeni er den kommende stok og klokke foldet sammen i en gele. Ægget kan sidde sådan i dagevis, til det sprækker, og stokken skyder op på få timer. Det er en af de hurtigste ting, man kan se i en dansk skovbund, hvis man tilfældigvis er der den morgen. Man bliver ikke for at hjælpe det op. Det klarer sig.
Ægget er også grunden til, at denne artikel ikke er en spiseguide. En hvid kugle kan være en ung støvbold. Den kan være dette æg. Den kan være det unge stadium af en fluesvamp, før hatten folder sig ud. Grøn fluesvamp starter sådan. Forskellen kræver, at man skærer og ved, hvad man ser. Det hører ikke til her. Ingen hvid kugle bliver til middagsmad, fordi den føles fast. Den bliver liggende, til den selv viser, hvad den er.
Stokken og slimet
Når ægget er sprunget, står der en hvid, hul stok med en klokke foroven. Klokken er dækket af et olivengrønt, slimet sporelag. Lugten er sød og rådden, som ådsel, og den kan mærkes på flere meters afstand, før man har fundet svampen. Det er meningen. Fluerne tror, der ligger noget dødt, de lander, de æder slim, og de flyver videre med sporer på benene. Når slimet er væk, står klokken hvid og kamret, som en bikage, og lugten aftager. En hvid, hul stok uden slim er den samme art, senere samme dag eller næste.
Formen er blevet grinet af i århundreder. Navnet siger hvorfor. Det ændrer ikke biologien. Svampen er en mave, der har fundet en anden måde at få sporene op i luften på end de fleste hatte. Støvbolden puster. Stinksvampen lokker. Begge dele er spredning. Ingen af delene er en opskrift. Folkesnak om, at ægget kan spises, når det er skrællet, hører ikke hjemme på denne side. Et æg, man skræller for at prøve, kan være det forkerte æg. Lad det være.
Hvor lugten står
Den kommer i løvskov, under bøg og eg, i muldrige haver og i hegn, hvor jorden er fed. Ofte står der flere æg i nærheden, fordi myceliet er det samme. Et æg ved siden af en udsprunget svamp er den bedste lektion. Man kan se begge stadier uden at røre. Bøgen over dem giver den muld, de står i. Man vender ikke hele skovbunden for at finde flere æg. Ét fund er hele historien.
Lugten tiltrækker ikke kun fluer. Den tiltrækker også mennesker, der tror, der ligger et dødt dyr i krattet. Man leder lidt, og så står svampen der, pæn og uhøjtidelig, med en flue på klokken. Dyret, man ledte efter, findes ikke. Svampen har lånt lugten. Det er et af de mere vellykkede bedrag i den danske skov, og det kræver ingen handling fra den, der har lugtet det.
Hvad man lader være med
Man sparker den ikke omkuld for at stoppe lugten. Stokken vælter let, og svampen er alligevel ved at være færdig, når slimet er borte. Man samler ikke æg i en kurv for at vise dem frem derhjemme. Et æg, der bliver skåret over på et køkkenbord, er et æg, man har taget ud af den eneste sammenhæng, hvor det var til at kende. I skovbunden ved siden af en udsprunget stok er det trygt at se på. På bordet er det en hvid kugle igen.
Børn bør høre, at lugten er en historie om fluer, ikke en udfordring om at røre. Slimet sidder fast. Det er ufarligt at gå forbi og ækelt at få på fingeren. Afstanden er en armslængde. Fotoet tages derfra. Svampen står ofte længe nok til, at man kan nå det, før den lægger sig.
Fluen som gartner
Når fluen letter, er sporerne på vej til næste muldvarp af jord. Næste års æg kommer der, hvis myceliet trives. Man kan ikke love en dato. Man kan komme tilbage til den samme bøgemuld i juli og august og se, om lugten er der. Er den der, er svampen der også, et sted i nærheden, hvid eller olivengrøn.
Næste gang skovbunden lugter af ådsel, og der ikke ligger et dyr, så led efter en hvid stok med en mørk klokke. Det er stinksvamp. Er der kun en hvid kugle, så lad den ligge. Den må gerne få lov at vise, hvad den er, uden en kniv.
Samme mycelium, flere æg
Æggene står sjældent helt alene. To eller tre i en bue fortæller, at trådene under jorden er de samme. Et år er buen der, et andet år er den væk, hvis sommeren er tør, eller hvis man har gravet bedet igennem. Man kan ikke kommandere den frem. Man kan lade mulden ligge og se, om lugten kommer igen i juli. En have med gamle løvtræer har bedre chancer end en ny græsplæne. Svampen er ikke et ukrudt, man skal vinde over. Den er væk af sig selv, når slimet er ædt, og stokken ligger ned.
Den hvide stok er skør. Den knækker, hvis man vil vise, hvor hul den er. Det hul kan man se, når svampen alligevel er væltet. Man vælter den ikke for eksemplets skyld. Gelen i ægget er det, der bliver til stokken. Den er ikke en ret og ikke en leg. Hænderne bliver på ryggen, især når et barn synes, ægget ligner noget, man kan tage med hjem og lægge i græsset. Det gør man ikke. Et æg, der er flyttet, er et æg, der ikke bliver til den svamp, man kunne have lugtet.
Fluerne er trofaste. En klokke uden en eneste flue er ofte en klokke, hvor slimet allerede er væk, eller hvor det er for koldt til, at de flyver. Lugten kan hænge alligevel. Man trækker vejret gennem munden, man ser formen, man går videre. Det er et fuldt møde. Næste hvide kugle på turen får lov at være en kugle. Først når stokken står der, er navnet sikkert, og selv da er navnet en historie om fluer, ikke om mad.
Kilder
- Stinksvampen er Phallus impudicus. Hvidt æg, siden en stok med ildelugtende, olivengrønt sporeslim.
- Teksten er ikke en spiseguide. En hvid kugle kan også være en ung fluesvamp. Grøn fluesvamp.