Skovmår i Danmark
Skovmåren er skovens mår, med en gulcreme strubeplet og en forkærlighed for hultræer. Den er totalfredet, og den ligner husmåren så meget, at pletten er det bedste mærke, man har.
Pletten, der stopper
Kroppen er lang, benene korte, ørerne runde og halen busket. Pelsen er mørkebrun, ofte med et varmere skær end husmårens, men farven alene dømmer ikke. Det, man kigger efter, er struben. Hos skovmåren er pletten gulcreme til abrikos, og den sidder som et skilt på halsen. Den deler sig sjældent i to grene ned over forbenene. Hos husmåren er pletten hvidere og løber ofte ned på benene som en gaffel. I en lygte på tyve meters afstand er det et dårligt kendetegn. I et roligt møde, hvor dyret stopper på en gren, er det det bedste, man har.
Ørerne er en smule større, og trædepuderne på skovmårens fødder er mere behårede, et vintertræk man ikke ser, mens dyret løber. Lad være med at ville have poten i hånden. Hvis pletten ikke kunne ses, var det en mår. Det er allerede værd at have set. At gætte sig til skovmår, fordi man ønsker sig den sjældne, gør den ikke til en skovmår.
Kronen og hullet
Skovmåren hører til i ældre skov, hvor der er hultræer, tæt kronetag og noget at klatre i. Den kan bo i et spættehul, en sprække i en eg eller en redekasse, der er stor nok, og den skifter mellem flere hvilesteder. Den jager i træerne efter egern, fugle og det, der sover i en hulhed, og den jager på jorden efter mus. Om efteråret er bær en stor del af maden. Ekskrementerne, mørke og snoede, lægges ofte på en sten eller en tue som et mærke. De er et spor, ikke en grund til at følge dyret hjem.
Husmåren tog tagryggen. Skovmåren blev i det hele taget i skoven. Grænsen er ikke en mur. En skovmår kan krydse en vej, og en husmår kan gå ind mellem træer. Alligevel er larmen over soveværelset oftest husmårens, og et dyr i et hultræ dybt i skoven oftere skovmårens. Levestedet er et hint. Pletten er beviset, når man kan se den.
Totalfredet
Skovmåren er totalfredet. Den har ingen jagttid, og den må ikke reguleres. Husmåren kan under regler blive reguleret, og de to arter ligner hinanden. Det er en farlig lighed. Et dyr, man ikke er sikker på, er ikke et dyr, man må behandle som husmår. Denne artikel beskriver ikke fælder, lokkemad eller en måde at fange nogen af dem på. Den beskriver, hvordan man kender forskel, og hvorfor tvivlen skal komme skovmåren til gode.
Bestanden er mindre end husmårens, og den er knyttet til skov, der har fået lov at blive gammel nok til at have huller. Et hultræ, der får lov at stå, er et hus. En skov kun af unge stammer i lige rækker er et fattigere sted for en mår, der skal både sove og jage i højden. Man behøver ikke en tælling for at forstå det. Man kan se, om træerne har huller.
Natten mellem stammerne
Skovmåren er mest ude fra skumring til daggry. Den bevæger sig i spring, langs en stamme, ud på en gren og ned igen, og den kan sætte af fra et træ til et andet, hvor en kat ville tøve. Territoriet er stort, fordi maden er spredt. Et dyr kan have flere kilometer skov som sit, med stier det kender bedre end os. Mødet varer ofte et sekund: øjne i en lygte, en busket hale, og så mørke. Det sekund er ægte. En vildtkameraoptagelse kan være et næste skridt for den, der vil vide, om arten er der. Den erstatter ikke det at lade skoven være mørk om natten.
Ungerne fødes om foråret i et hul, efter en parring året før. Forsinkelsen er den samme idé som hos andre mårdyr: ungerne kommer, når der er mad. De bliver længe hos moren og øver klatringen, før de selv finder et hul. En flok halvstore mårer i et træ er et heldigt syn. Det er også et syn, man bakker væk fra. Reden skal ikke undersøges, og ungerne skal ikke lokkes ned.
Et dyr, der kræver tålmodighed
Skovmåren er ikke et dyr, man bestiller til en eftermiddagstur. Den er et dyr, man kan være ude efter i årevis og så møde, fordi man stod stille det rigtige sted. Den gulcreme plet, de runde ører, halen og det, at man er i gammel skov og ikke på en villavej, er brikkerne. Lægger de sig, har man set en af de mårdyr, der stadig hører til i den danske skov, ikke kun i en beretning.
Indtil da er sporene nok at glæde sig over: en ekskrement på en sten, et hul i en eg, en gren der gynger uden en fugl. Og husmåren på loftet er ikke en trøstepræmie. Den er sin egen art, med sin egen hvide gaffel. To mårdyr, to struber, og kun den ene skal have et hultræ for at være hjemme.
Spor, man ikke skal forfølge
En skovmår sætter spor, der er mindre end en rævs og mere spredte end en huskats, og den kan gå langs en væltet stamme, hvor en ræv ville gå ved siden af. Ekskrementen på en sten i en skovvej er et af de spor, man oftest finder, hvis man finder noget. Den er mørk, snoet og kan være fuld af bærsten om efteråret eller hår om vinteren. Man kan konstatere, at en mår har været der. Man kan ikke altid sige hvilken. Husmår og skovmår skriver med samme pen. Pletten på det levende dyr er stadig det, der skiller dem.
Derfor er et spor en grund til at gå stille videre, ikke til at sætte noget op. Skovmåren er totalfredet. En fælde, der er ment til et andet mårdyr, kan ramme den forkerte, netop fordi de ligner hinanden. Denne tekst stopper før den vejledning. Det, skoven kan tilbyde, er hullet, kronen og natten. Dyret klarer resten, hvis træerne får lov at blive gamle nok.
Kilder
- Skovmåren er Martes martes. Den er totalfredet, har ingen jagttid og må ikke reguleres.
- Strubepletten er det bedste kendetegn over for husmåren. Husmår. Teksten beskriver ikke fælder.