Egern i Danmark
Egernet er det røde dyr i trækronen, med en hale som et ror og en vane med at gemme mere, end det æder. De depoter, det glemmer, spirer og bliver til træer.
Det røde egern
Det danske egern hedder rødt, selv om det ikke altid er rødt. Pelsen kan være rustfarvet, brun eller næsten sort, og bugen er lys. Om vinteren bliver øreduskene lange, og halen tyk nok til at slå omkring kroppen i reden. Om sommeren er duske og hale mere afdæmpede, og dyret ser slankere ud. Farven siger ikke, at der er to arter. Det er samme egern, Sciurus vulgaris, klædt efter årstid og egn.
Det er et dagdyr, og derfor et af de pattedyr, man faktisk kan nå at se. Det løber oven på en gren, standser, sætter sig med halen som et S op ad ryggen og piller en kogle fra hinanden med forpoterne. Sporene efter måltidet ligger under træet: en stak af afskallede skæl og en nøgen kogleakse. Øjnene sidder sådan, at det holder øje, mens det æder. En bevægelse på stien, og det er om på den anden side af stammen, som om det aldrig har været der.
Bygget til grenene
Bagbenene er lange, kløerne skarpe og krumme, og leddene i fødderne kan vende, så dyret hænger lige godt med hovedet nedad. Halen er ikke pynt. Den er balance, når springet mellem to kroner er langt, og den er varmetæppe i reden. Et egern springer, hvor vi ville kræve en stige, og det tager den korteste vej, også når den vej er et elkabel eller et plankeværk.
Det kan svømme, hvis det skal, men det hører til i det tørre lag over skovbunden. Rederne er kugler af kviste, foret med mos, bast og græs. De sidder tæt inde ved stammen eller ude i en grenkløft, og de kan ligne en kragerede, til man ser, at indgangen er lukket og væggen er flettet. Et egern har ofte flere reder. En til hvile, en til unger, og en i reserve, hvis en mår har fundet den første. Om vinteren sover det længe, men det går ikke i hi. En mild dag midt i januar kan det sidde i toppen og æde af et depot.
Det glemte depot planter træer
Egernet samler, når skoven giver. En hasselnød bliver gravet ned i skovbunden. Et agern bliver stukket ind ved en rod. Kogler bliver gemt i sprækker og under mos. Det er ikke ét stort lager under reden, sådan som mus kan have det. Det er mange små depoter, spredt ud over det stykke skov, dyret kender. Spredningen er pointen. Et enkelt lager kan blive stjålet. De mange gemmesteder kan ikke alle blive fundet, heller ikke af ejermanden.
Hukommelsen er god, og lugten hjælper, men noget bliver glemt. Det glemte agern er en eg, der får lov at spire et sted, hvor ingen skovfoged har sat den. Den glemte hasselnød er en busk i kanten. Egernet æder altså af skoven og planter den samtidig, uden at det er en plan. I et år med mange bog og agern er depoterne tætte. I et fattigt år lever dyret af knopper, bark og det, det kan finde i de gamle huller. Svampe bliver også ædt, og nogle bliver hængt til tørre i en grenkløft, et lille spisekammer over jorden.
Unger i kuglen af kviste
Parningen er en jagt gennem kronerne, med flere hanner efter én hun og en lyd, der er mere skælden end sang. Ungerne fødes i reden, nøgne og blinde, og de bliver der, til pelsen og tænderne er klar. Moren flytter dem, hvis reden bliver forstyrret, én ad gangen, med ungen hængende i munden. Om foråret kommer det første kuld. Nogle år kommer et til hen på sommeren, når maden slår til.
De unge sidder først i redeåbningen og ser på et hav af grene, de endnu ikke tør betræde. Så kommer de ud. Springene er korte, og halen slår ud til siden, til den finder takten. En unge på jorden er ikke nødvendigvis forældreløs. Moren kan være i nabotræet. Lad den kravle selv, medmindre den er skadet. En unge, der bliver båret hjem i en hue, er taget ud af den skole, kronen er.
Et år med kogler
Foråret er knopper, blomster og den første bark. Sommeren er bær, umodne kogler og de insekter, der følger med. Efteråret er den store høst, og det er nu, depoterne bliver lagt. Vinteren er en stille tid i reden, afbrudt af ture ud til de steder, dyret kan huske. Egernet skifter altså ikke landskab med årstiden. Det skifter menu, og det bliver i det terræn, hvor træerne kender det.
En skov af samme træ i samme alder er et smalt spisekammer. Et år uden kogler mærkes med det samme. En skov med eg, bøg, hassel, fyr og gran har altid et eller andet, der sætter frø. Haver med gamle nøddebuske og en enkelt valnød kan godt have et egern, også tæt på huse, så længe der er en krone at flygte op i. Kattemad på terrassen er ikke en del af den historie. Nødderne på træet er.
Det grå egern er en anden historie
I Storbritannien har det grå egern, som kommer fra Nordamerika, overtaget store skove. Det er større, det klarer sig i løvskov, og det bærer en sygdom, egernekopper, som det selv ofte tåler, og som det røde egern dør af. Den historie er alvorlig, og den er britisk. I Danmark er det grå egern ikke etableret. Skovens egern er stadig det røde, med øreduske og en hale, der skifter med årstiden.
Et dyr, der er gråt over det hele, uden duske, og som virker tungere end de egern, man kender, er altså ikke den almindelige art. Det hører ikke til i en dansk bestand, og et fund er noget, man kan melde til myndighederne, så det ikke får lov at blive den historie, briterne allerede har. Man skal ikke forsøge at fange det. Lad det være, notér stedet, og lad dem, der har opgaven, vurdere det. Det røde egern i granen skal man bare lade sidde.
Ræven under træet
Oppe i kronen er egernet svært at tage. Nede på jorden, når det graver et depot op, er det et bytte som andre. Ræven går netop der, langs stien og gennem det lave, og et egern, der har hovedet nede i mosset, kan blive for længe. Måren er den jæger, der kan følge efter op i grenene. Ugler tager unge dyr. Det er derfor, halen dirrer, og det er derfor, reden har en bagdør af tætte kviste. Læs om naboen på jorden i artiklen om ræven.
Selv er egernet ikke kun planteæder. Det tager æg og unger, når en rede sidder tilgængeligt, og det æder insekter. Det ændrer ikke billedet. Den store gerning i skoven er frøene: at æde dem, at gemme dem og at glemme nogle af dem, så der står et træ, næste gang man kommer forbi. Sæt dig på bænken, kig op, og vent. Et egern, der piller en kogle, giver sig god tid.
Kilder
- Det europæiske egern er den art, der hører til i de danske skove. Det grå egern er ikke etableret her, sådan som det er i Storbritannien.
- Glemte frødepoter er en af de måder, egetræer og hassel spredes på i en skov.
- Ræven jager, hvor egernet kommer ned. Ræv i Danmark.