Muldvarp i Danmark

Udgivet 22. november 2026 · Redaktionen DK Natur

Muldvarp i Danmark
Muldvarp. Foto: Christoph Moning, Wikimedia Commons, CC BY 4.0.

Muldvarpen er et insektæder med skovlformede forben, og den lever under jorden af regnorme. Skuddene i plænen er jord, den har skubbet op fra sine gange, og dyret er næsten blindt, men ikke helt.

Insektæderen under plænen

En muldvarp er nem at sætte i den forkerte familie, fordi den bor i jorden og er lille og mørk. Mus og rotter er gnavere. De har fortænder, der bliver ved med at vokse, og de gnaver rødder, bark og korn. Muldvarpen er et insektæder. Den står nærmere ved spidsmus og pindsvin end ved musen i skuret. Tænderne er spidse, gjort til at holde en regnorm og knuse en larve, ikke til at gnave i træ.

Den lever et liv, de færreste ser. Det, haven viser, er skuddene: små vulkaner af løs jord i plænen, langs hækken og på engen. Under dem ligger et netværk af gange, og i gangene løber et dyr, der sjældent har brug for dagslys. Når man endelig ser selve muldvarpen, er det ofte et kort møde, et mørkt rygstykke i et frisk skud, eller et dyr, en kat har lagt på trappen. Kroppen er værd at se på, før man beslutter sig for, hvad man synes om den.

Skovle, pels og en krop som et rør

Forbenene er det, man husker. De er brede, vendt udad som skovle, med kraftige kløer og en ekstra knogle, der gør hånden bredere. Dyret graver ikke med snuden alene. Det skruer sig frem, presser jord til siden og bagud, og bruger bagbenene til at stemme imod. Skuldrene er tunge af muskler. Resten af kroppen er et rør, kort hals, korte bagben, en lille hale, så den kan vende og bakke i en gang, der ikke er bredere end den selv.

Pelsen er fløjlsagtig, tæt og mørk, næsten sort, nogle gange med et brunligt skær. Hårene har ingen fast retning. De kan lægges frem og tilbage, så pelsen ikke stritter mod væggen, når dyret bakker. Det er en fin løsning på et liv, der foregår begge veje. Jord preller af. En muldvarp, der kommer op, er forbløffende ren, som om jorden ikke rigtig kan få fat.

Ørerne sidder inde i pelsen, uden synlig øreflip. Hørelsen er god. Snuden er lyserød og bevægelig, tæt pakket med følesans, og den læser jorden, sådan som en hånd læser en lomme. Regnormen mærkes, før den ses. Og ses bliver den knap nok, for øjnene er kun en lille del af den historie.

Skuddene er jord, ikke huset

Et muldvarpeskud er opgravet jord. Dyret graver en gang, skubber løs jord op gennem en sidegang og presser den ud på overfladen. Skuddet er affaldet fra arbejdet, ikke stuen. Reden ligger et andet sted, i et kammer foret med tørt græs og blade, ofte under et større skud, en busk eller et sted med læ. De små, friske skud i plænen er tegn på, at en jagtgang er blevet forlænget, eller at en gammel gang er ryddet.

Nogle gange ser man en lang bule i græsset, en gang lige under overfladen, hvor muldvarpen har løftet tørven som et tæppe. Den slags gange bruges, når den søger orm tæt på det lag, hvor de selv kravler efter regn. Dybere gange er veje mellem rede og fødesøgning, og de kan ligge i årevis, brugt og udbedret. Territoriet er dens eget. Muldvarpe er enlige, og to voksne i samme gang ender sjældent som venner.

Jorden i skuddet er løs og ofte den bedste muld, haven har, bragt op nedefra. Den kan rives ud over plænen eller lægges i bedet. Græsset vokser sammen igen, når jorden er spredt. Skuddet er et spor, ikke et hul, der skal frygtes. Grævlingen laver også rod i jorden, men den graver efter orm og biller fra overfladen og efterlader tragtformede huller. Muldvarpens signatur er volden, der er skubbet op.

Et liv af regnorme

Regnorme er hovedretten. En muldvarp skal æde ofte. Kroppen er lille, arbejdet hårdt, og den går ikke i dvale, når vinteren kommer. Gangene ligger under frostlaget, så længe jorden tillader det, og ormene trækker nedad i kulde, så jagten følger med. Ud over orm tager den insektlarver, bænkebidere, snegle og andet småkravl, den møder i mørket. Plantedele står ikke på sedlen. Den æder ikke gulerødderne og ikke rødderne som føde.

Når en plante alligevel hænger, er det ofte, fordi en gang har løsnet jorden omkring rødderne, så de mister taget, eller fordi en orm, planten også levede af, er blevet ædt. Det er en følge af gravningen, ikke en mus, der sidder og gnaver. Den forskel betyder noget, hvis man vil forstå, hvem der bor under bedet.

Ormene bliver ikke altid ædt med det samme. Muldvarpen kan bide dem, så de ikke kryber væk, og samle dem i et forråd. De lever, men de flygter ikke. Det lyder barskt, og det er en jægers løsning på en vinter, hvor man ikke kan gå op og finde noget andet. I gangene ligger den slags forråd som et spisekammer uden lys.

Små øjne, der kan se lys

Muldvarpen er næsten blind. Øjnene er knap nok synlige i pelsen, på størrelse med et knappenålshoved, og de tegner ikke buske, himmel eller fjender. De kan skelne lys fra mørke. Det er nyttigt nok for et dyr, der helst bliver i gangen: et pludseligt lys betyder, at loftet er brudt, og at det er tid at trække sig ned. Verden som billede tilhører andre dyr. Muldvarpens verden er lugt, lyd, berøring og den svage forskel mellem mørke og en sprække.

Derfor er “helt blind” et skridt for langt. Der er et øje, og det virker, på den måde, et liv i jord har brug for. Den finder ikke ormene med synet. Den finder dem med snuden og med den fornemmelse, der løber gennem kæben, når noget bevæger sig i jorden. Et menneske, der står på plænen, mærkes som tramp, længe før det kaster en skygge.

Rovdyr tager den, når den er oppe, eller når en gang styrter sammen. Ugle, fiskehejre, ræv og kat kender muldvarpen som et bytte, der sjældent når langt på overfladen. Den løber dårligt ovenpå. Dens flugt er nedad, tilbage i hullet, hvor skovlene igen er de stærkeste ben i haven.

Plænen kan godt leve med den

Mange vil gerne af med skuddene, fordi plænen skal ligne et tæppe. Dyret under tæppet er i gang med noget andet: det lufter jord, det flytter muld, og det æder en del af de larver, der ellers sidder i græsrødderne. Man kan rive skuddene ud, tromle en overfladegang og så græs i den løse jord. Det er havearbejde. Det ændrer ikke, at muldvarpen graver videre, så længe der er orm.

Denne tekst er ikke en bekæmpelsesguide. Her står ingen fælder og ingen gift. Gift i jorden rammer mere end det dyr, man sigtede efter, og en fælde er et indgreb, artiklen ikke vil lære fra sig. Vil man have færre skud i et bestemt bed, er det en samtale med en gartner om jord og tålmodighed, ikke en opskrift på at slå et insektæder ihjel.

Sæt dig en tidlig morgen, når et friskt skud stadig damper i kulden. Et sted i volden kan jorden røre på sig, et øjeblik, når dyret presser en ny portion op. Det er hele forestillingen. Resten foregår i mørke, med en orm mellem tænderne og pelsen strøget den forkerte vej, som på dette dyr er den rigtige.

Kilder

  • Muldvarpen er beskrevet som insektæder efter den gængse fremstilling i danske pattedyrbøger. At øjnene kan skelne lys, men ikke tegne et billede, følger samme beskrivelse.
  • Teksten er ikke en bekæmpelsesguide. Den omtaler hverken fælder eller gift som metode.