Marsvin i Danmark
Marsvinet er Danmarks hval, en lille tandhval med kort hoved og en lav trekantet rygfinne. Det er fredet, det hører hjemme i de indre farvande og i Nordsøen, og det har intet at gøre med det gnaver, der også kaldes marsvin.
To dyr og ét dansk navn
Sig ordet marsvin i en stue, og mange tænker på et lille burdyr med rund mave og pib. Det dyr er et gnaver fra Sydamerika, et kæledyr. Sig det samme ord på en færge i Lillebælt, og meningen er en hval. De to deler et dansk navn og ingenting ellers. Hvalen i havet er den, denne tekst handler om. Den er vild, den trækker vejret i overfladen, og den føder sin unge i saltvand.
Navnet har hængt ved hvalen i århundreder, et gammelt ord for et svin i havet, fordi kroppen er but og pustet kan lyde groft. Det er et kælenavn, der ramte skævt. Marsvinet er ikke et svin, og det er ikke en fisk. Det er et pattedyr med lunger, varmt blod og en unge, der dier. Når man først har set rygfinnen bryde overfladen, er forvekslingen med burdyret svær at holde fast i.
Hovedet uden næb
Kroppen er lille af en hval at være, knap så lang som et voksent menneske er højt, og tæt bygget. Hovedet er kort og afrundet. Der er intet næb, ingen lang snude, der stikker frem foran panden. Munden er en streg, der krummer lidt op, så dyret kan se venligt ud, selv om det bare er knoglernes form. Ryggen er mørk grå, siderne lysere, bugen bleg. Overgangen er blød, ikke en skarp streg.
Rygfinnen er det mærke, man ser oftest. Den er lav og trekantet, som en lille sejlbåd der ikke rigtig fik mast. Den sidder omtrent midt på ryggen og kommer frem i et roligt rul, ikke i et spring. Foran den kan man et kort sekund ane ryggen, og bag den forsvinder dyret uden at vise halen. Halefinnen, den vandrette, bliver som regel under vandet. Det er en anden verden end delfinens leg i bovvandet.
Tænderne er små og mange, spidse, egnet til at holde en glat fisk. Marsvinet er en tandhval. Det sluger fisken hel, og det har ikke barder som en stor hval, der sier plankton. Det fanger fisk én for én eller i en stime.
I de indre farvande og i Nordsøen
Marsvinet hører til i de have, der omgiver Danmark. De indre farvande, bælter, sund og Kattegat, er levesteder, og Nordsøen er det også. Lillebælt og Øresund er blandt de steder, hvor folk står ved rælingen og spejder, fordi dyret ofte færdes kystnært, hvor fiskene samles, og hvor dybden skifter. Det kan også dukke op ved en mole eller i en fjordmunding. Et møde er et rygstykke og et pust. Så er det væk, og man venter på det næste.
De går ofte alene eller få sammen, en hun med sin unge, eller en lille gruppe, hvor der er føde. Nogle gange samles flere, hvor en stime står tæt. Man skal ikke regne med et show. Tre eller fire vejrtrækninger, et rul, en dykning, og så stilhed i et minut eller mere. Den, der kigger væk for at finde kikkerten, misser tit netop det sekund, finnen er oppe.
Andre hvaler kigger ind i danske farvande en gang imellem. Marsvinet er den, der bliver, året rundt, og den, der får unger her. Det er derfor, det med rette kaldes Danmarks hval. Man behøver ikke et kort med prikker for at glæde sig over et pust ud for boven.
Et åndedrag i overfladen
Pustet er kort og tørt, et lille fnys, der nogle gange kan høres, når båden er stille, eller når man står i læ på en kyst. Så kommer finnen, og kroppen ruller som et hjul, der kun viser en bue. Marsvinet svømmer ikke hen over vandet. Det syr sig gennem overfladen og er under igen. Unge dyr kan være livligere, men artens måde er den diskrete.
Under vandet finder den fisk med hørelsen. Den udsender klik, så høje og fine, at det menneskelige øre ikke kan opfange dem, og lytter efter ekkoet fra en sild, en tobis, en kutling eller en lille torskefisk. Grumset vand er ingen hindring. I de indre farvande, hvor sigtbarheden skifter, er den sans vigtigere end øjet. Føden er de fisk, der er små nok til at sluge, og som står, hvor marsvinet kan nå dem på en dykning.
Ungen fødes om sommeren og er stor allerede fra første dag, fordi den skal kunne følge moren og tage sin første luftning selv. Den dier i vandet og svømmer tæt ved hendes side, lidt bagved, hvor bølgen bærer den. En lille finne ved siden af en lidt større er et af de smukkeste syn, farvandet kan give, og et syn, man lader passere uden at lægge båden ind over dem.
Garn og en fredet hval
Marsvinet er fredet. Det er ikke et dyr, man jager, og det er ikke et dyr, man må forstyrre for sjov. Fredningen har ikke fjernet alle trusler. Bifangst i garn er et kendt pres. Dyret ser ikke et nedgarn, sådan som vi ser det, og det kan gå i garnet, når det jager de samme fisk, garnet er sat efter. Det er en alvorlig sag i de farvande, hvor garn og marsvin deler plads. Støj fra skibe og et hav, der bliver travlere, hører også med til det liv, hvalen skal finde føde i. Her bliver det nævnt, fordi det hører til artens virkelighed. Der står ingen tal og ingen fiskerivejledning.
Fra en båd er hensynet enkelt. Kursen beholdes, farten dæmpes, hvis dyrene er tæt på, og man sejler ikke efter dem for at få dem til at springe. De springer alligevel sjældent. En færge, der følger sin rute, giver ofte et bedre kig end en jolle, der vender om og kommer igen. På land er en pynt eller en havnemole et fint sted, især i stille vejr, hvor pustet ses som en lille hvid støvsky.
Finder man et dødt marsvin på stranden, er det en sag for de folk, der registrerer strandede havpattedyr, ikke en souvenir. Dyret er fredet også som krop. Lad det ligge, og giv besked, hvis du ved, hvem der tager imod den slags fund. En levende hval i brændingen er nødstedt. Gå ikke ud og skub. Ring efter hjælp fra folk, der kender havpattedyr.
Delfin er noget andet
Delfiner kan dukke op i de samme farvande, især ude i Nordsøen og en sjælden gang længere inde. De er bygget anderledes. Delfinen har et næb, en tydelig snude foran panden, og rygfinnen er højere og krummer bagud som en segl. Mange delfiner springer, rider på bovbølgen og viser mere af kroppen. Marsvinet har det butte hoved, den lave trekant og det korte rul. Ser man næb, er det ikke et marsvin. Ser man en lav trekant og ingen snude, er man hos den rigtige.
På afstand, i bølger og med solen i øjnene, kan en finne være svær. Så er det ærligt at sige, at man så en lille hval, og lade arten stå åben. Lysten til at få ret skal ikke overhale det, øjet faktisk nåede. Et marsvin, der fik lov at dykke i fred, har allerede givet det, det skulle.
Kilder
- Kendetegn og levevis følger den almindelige beskrivelse af marsvin som tandhval i danske havpattedyrbøger og i myndighedernes omtale af arten. Der er ikke brugt antal.
- Bifangst i garn er et kendt pres i dansk og europæisk havnatur. Arten er fredet. Teksten er ikke en fiskerivejledning.