Kronhjort i Danmark
Kronhjorten er Danmarks største landpattedyr, og hannen bærer et gevir, han fælder og lader vokse ud igen hvert år. I september og oktober brøler hjorten i skoven, mens hinden går med sin kalv.
Den store krop i skovkanten
Når en kronhjort træder ud af granerne, er det kroppen, man mærker først. Brystet er dybt, benene lange, og halsen kan blive tyk, når brunsttiden nærmer sig. Dyret går gennem bregner og højt græs, som et mindre hjortedyr ville forsvinde i. Pelsen er rødbrun om sommeren og mere gråbrun, når vinteren lægger en tykkere dækning på. Omkring halen sidder et lysere parti, men det er ikke det hvide spejl, man kender fra det lille rådyr. Kronhjorten er et andet dyr, tungere og mere flokvant.
Hjorten er hannen. Hinden er hunnen, lettere i bygningen og uden gevir. Kalven er årets unge. Uden for brunsttiden går hjortene ofte i deres egne selskaber, mens hinderne holder sammen med kalve og ungdyr. En flok, der krydser en skovvej i skumringen, er et af de billeder, dansk natur stadig kan give.
Rådyret er den hjort, de fleste møder ved hegnet. Det er rødbrunt, let og alene eller i en lille familie. Kronhjorten hører mere til i den store skov og i plantagen. Begge er hjorte. De ligner ikke hinanden, når man først har set forskellen i størrelse, gevir og måde at gå på.
Geviret, der vokser og falder
Geviret er knogle. Det sidder på hjortens hoved og er ikke et horn, der bliver siddende livet igennem, sådan som hos får og geder. Hvert år fældes det. Sidst på vinteren eller om foråret falder stængerne, og der, hvor de sad, begynder et nyt sæt at vokse. Væksten er hurtig. Geviret er dækket af bast, en blød hud med blodkar, der nærer knoglen, mens den dannes. I den tid er geviret sårbart, og hjorten passer på det.
Om sommeren er væksten færdig. Basten dør og klør, og hjorten fejer den af mod buske, små træer og grene. Bark hænger i laser, og geviret kommer frem lyst, før det bliver brunet af plantesaft og jord. Til brunsttiden er det hårdt og klart. Efter brunst og vinter er arbejdet gjort, og næste år begynder det forfra. Et ungt dyr har et lille gevir. Med årene kan det blive stort og mangegrenet, men antallet af sprosser er ikke en sikker aldersmåler. To hjorte på samme alder kan bære vidt forskellige kroner, alt efter føde og arvelighed.
Hinden har ikke gevir. Det er den enkle skelnen, når dyrene står roligt, og man kan se hovedet. En hjort uden gevir, lige efter fældningen, kan ligne en hind på afstand. Kroppen afslører ham: kraftigere hals, bredere bringe, og en anden tyngde i skridtet.
Brølet, når efteråret kommer
Brunsten ligger i september og oktober. Så ændrer skoven lyd. Hjorten brøler, et dybt, ru råb, der kan bære gennem plantage og løvtræer, især i stille vejr ved daggry og igen ved mørkets frembrud. Brølet er et signal til andre hjorte og til hinderne. Det fortæller, at her er en hjort, der vil holde et hold af hinder, og at en rival skal regne med modstand.
Hjortene mødes med mere end stemmen. De går parallelt, viser side, graver i jorden og søler sig i mudder, så kroppen bliver mørk og stor af våd jord. Nogle gange støder geviret mod gevir. Det er alvor, ikke leg, men de fleste opgør afgøres, før det kommer så vidt. Den stærke bliver, den anden trækker sig. Hinderne er ikke tilskuere uden vilje. De færdes i området, æder, og parringen sker, når hinden er klar.
En brølende hjort skal have plads. I brunsttiden er han optaget af hinder og af andre hjorte, og han kan opfatte et menneske tæt på som en del af opgøret. Det smukkeste er at høre ham på afstand, fra en vej eller en skovkant, uden at gå ind i flokken. Lyden alene er mødet værd.
Hind og kalv
Hinden føder som regel én kalv, når forsommeren er grøn. Kalven er rødbrun med lyse pletter, der bryder omridset, når den ligger i græs, bregner eller under en gren. Den har næsten ingen lugt. Hinden lægger den, går ud for at æde og kommer tilbage for at give die. Et lille dyr, der ligger stille, er ikke glemt. Det gør det, hinden har sat det til.
At løfte en kalv er at bryde den aftale. Menneskelugt på pelsen hjælper ikke hinden, og en kalv, der bliver båret væk, er taget fra den mad og den lære, den skulle have. Stå stille, hvis du opdager den, og gå den vej, du kom. Pletterne blegner, efterhånden som kalven vokser, og sidst på sommeren følger den hinden mere åbent. Ungdyr bliver i hindernes selskab, til de selv skal finde en plads.
Hinden er vagtsom på en stille måde. Et stamp i jorden, et løftet hoved, ører der drejer. Hun har lugtesansen og hørelsen som de skarpeste sanser. Synet fanger bevægelse mere end en stillestående skikkelse. Vinden betyder noget. Hvis den bærer din lugt ind i flokken, er dyrene væk, før du har set mere end en hale mellem stammerne.
Skov, plantage og natmad
Kronhjorten hører til i skov og plantage, og den har sit tyngdepunkt i Jylland, hvor store skove og heder hænger sammen. Den bruger også lysninger, enge og marker. Om dagen ligger flokken ofte i tættere bevoksning. I skumringen kommer den frem for at æde, og den kan blive ude i mørket. Føden er græs, urter, lyng, skud og knopper. Om vinteren tager den også bark og det, marken stadig byder. Hvor der er mange dyr, kan unge træer have svært ved at komme op, og barken på et lille træ kan være skrællet i strimler. Det er en del af dyrets måde at leve på, og det er en af grundene til, at skovfolk følger med i, hvordan skov og hjorte trives sammen.
Man kan læse dyret uden at se det. Et spor er et stort klovaftryk, to tæer, dybere end rådyrets og længere. På blød skovvej står det tydeligt efter regn. Fejninger på små træer om sommeren fortæller, at en hjort har gjort geviret rent. Sølepladser, mudderhuller med spor omkring, er brunstens badekar. Om vinteren samles dyrene, hvor der er læ og føde.
Dådyret kan færdes i nogle af de samme skove. Det er mindre, og hjorten bærer et skovlformet gevir, ikke kronhjortens grenede krone. Mange dådyr holder de lyse pletter også som voksne. Står de to arter i samme lysning, er kronhjorten den store. Er man i tvivl, er gevir og kropsstørrelse de mærker, man skal bruge, og ellers må dyret godt gå ubestemt videre. Ikke ethvert møde skal ende med et navn, man er sikker på.
At kende kronvildt uden at jage
Kronvildt er jagtbart i Danmark. Denne tekst er ikke en jagtvejledning. Her står ingen sæson, intet om våben og ingen fremgangsmåde. Den handler om at kende dyret, når man møder det som gæst i dets skov.
Gå på stier og veje. Hold hunden i snor. Læg kikkerten til øjet i stedet for at gå de sidste meter. I brunstmånederne er en hjort et dyr, man lytter til, ikke et dyr, man opsøger for at prøve, hvor tæt man kan komme. Brød og affald hører ikke hjemme i vejkanten. En hjort, der vænner sig til mad fra mennesker, bliver modig de steder, hvor bilerne kører, og den får en kost, den ikke er bygget til.
Det bedste møde er ofte det, hvor flokken bliver ved med at æde. Rødbrune rygge i kanten af en plantage, en hind der vender øret, en kalv der trykker sig ind under hende. Og en aften i september, hvor brølet ligger over træerne, og man ikke behøver at se hjorten for at vide, at han er der.
Kilder
- Gevir, bast, brunst og hindens kalv følger den gængse beskrivelse af kronhjort hos Naturstyrelsen og i danske pattedyrbøger. Der er ikke brugt bestandsantal.
- At kronvildt er jagtbart, følger dansk jagtlov. Teksten beskriver ikke jagt.