Stor flagspætte
Stor flagspætte er den sort-hvide fugl med rød undergump, der trommer på grenene om foråret og hugger et nyt redehul hvert år. Hannen kendes på den røde nakke, hunnen på den sorte, og ungen på den røde isse.
Sort, hvid og en rød plet
En stor flagspætte sidder lodret på stammen, som om barken er et gulv. Halen er stiv og presses ind mod træet, så den bærer en del af vægten. Fødderne tager resten. To tæer peger frem, to peger tilbage, og kløerne låser sig i revnerne. Næbbet er lige og mejselagtigt, bygget til at slå, ikke til at synge med. Når fuglen letter, går flugten i buer. Et par vingeslag, et dyk, og de hvide skulderpletter blinker mellem stammerne. Under gumpen lyser det rødt, også når den sidder stille.
Det røde under halen er fælles for han, hun og unge. Forskellen sidder på hovedet, og den er til at lære. Hannen har en lille rød plet i nakken, som en lakstreg bag på den sorte kalot. Hunnen mangler den. Hendes nakke er sort hele vejen. Ungfuglen, der er ude af hullet om sommeren, har rød isse, altså rødt oven på hovedet, og fjerdragten er lidt mattere, med mindre skarpe skel. Til efteråret er det røde på issen væk, og de unge ligner de voksne. Sidder fuglen højt og med ryggen til, er undergumpen ofte det første, man er sikker på.
Trommen er et brev
Om vinteren og især fra senvinteren ind i foråret vælger flagspætten en tør gren, der klinger. Så slår den så hurtigt, at de enkelte hug smelter sammen til en kort, hård hvirvel. Det er ikke den lyd, den laver, når den leder efter larver. Den lyd er langsommere, uregelmæssig, og den flytter sig, efterhånden som næbbet prøver barken af. Trommen står stille på den samme gren, og den har en fast længde. Det er en besked. Her er jeg. Det her stykke skov er optaget. En mage må gerne komme nærmere.
Begge køn trommer, hannen mest. De svarer hinanden gennem skoven, og man kan stå på en sti og høre to hvirvler, der ikke vil være den samme. Et hult stykke, en død gren, en mast eller et bliktag kan bruges, hvis det giver genlyd. Derfor lyder en villavej nogle martsmorgener som et værksted. Ved siden af trommen har fuglen et skarpt kik, som den kaster af sted i flugten og fra stammen. Hører man det kik og ser en bueflugt med rødt bagtil, er sagen ofte afgjort, før man har fundet kikkerten frem.
Smedjen under træet
Næbbet er et redskab med flere brug. Under barken sidder larver af biller, og flagspætten hugger sig ind til dem. Tungen er lang og kan gå et stykke ind i gangen. Om sommeren er det den mad, skoven giver lettest. Unge myrer, edderkopper og det, der rører sig i veddet, indgår. Når insekterne trækker sig tilbage i kulden, skifter fuglen til frø. Den plukker en kogle af gran eller fyr, kiler den fast i en revne i barken eller i en grenkløft og slår skællene af, et for et, til frøene er fri.
Det sted kaldes en smedje. Under en god smedje ligger en bunke afpillede kogler, nogle af dem flækket, så man kan se, at det ikke er et egern, der har gnavet. Egernet efterlader et mere flosset arbejde. Flagspætten efterlader kogler, der er slået rene med præcision. En smedje kan bruges i ugevis, hvis revnen er den rigtige. Hasselnødder kan sidde i klemme på samme måde. Finder man sådan en bunke på en stille tur, har man fundet værkstedet, også selv om mesteren er fløjet.
Et nyt hul hvert år
Reden er et hul, fuglen selv hugger. Den begynder ofte i dødt ved eller i et sted, hvor træet er blødt af svamp, for et friskt, hårdt træ er et langt arbejde. Hun og han hugger begge. Spånerne drysser ned ved foden, lyse og friske, og de er et spor, så længe de ikke er regnet væk. Indgangshullet er rundt og lige stort nok. Indenfor går en gang lidt nedad, og i bunden ligger æggene på træsmuld. De er hvide. I et mørkt hul er camouflage spildt, og begge forældre ruger.
Det særlige er, at parret som regel hugger et nyt hul hvert år. Det gamle duer stadig som hul. Det duer bare ikke som deres. Måske sidder der utøj. Måske er indgangen blevet for løs. Resultatet er det samme, og det er en gave til resten af skoven. Et par, der bliver på stedet i mange år, efterlader en søjle af lejligheder i de træer, de holder af. Man skal ikke banke på stammen for at se, om nogen er hjemme. Spåner, et friskt hul og en voksen, der smutter ind med mad i næbbet, er nok at vide.
Hvem der flytter ind bagefter
Når flagspætten er færdig med et hul, står andre i kø. Musvit og blåmejse er blandt de første. De kan ikke selv hugge i hårdt ved, så et færdigt hul er en bolig, de ellers måtte undvære. Stæren flytter gerne ind og fylder indgangen med larm fra april. Spætmejsen kan gøre hullet smallere med mudder, til det passer til dens egen krop, og så er det hendes. Rødstjert og fluesnapper bruger også gamle huller. Om natten og om vinteren kan en flagermus hænge derinde. Et enkelt års arbejde med næbbet bliver til mange års husly for dyr, der aldrig kunne have lavet det selv.
Derfor er en skov uden gamle huller en fattigere skov, også når der stadig er spætter. De huller, man ser i en bøgeru eller en stående fyr, er et arkiv. Nogle er friske, med skarp kant. Andre er grå og udvidet af vejr og af næb, der kom efter. En natugle kan overtage et stort, gammelt hul. Stor flagspætte hugger ikke til uglen. Den hugger til sig selv. De andre takker ja bagefter. Vil man gøre noget for den række af lejere, begynder det med, at spætten har noget at hugge i.
Lad de døde grene sidde
Døde grene og døde træer er ikke bare rod. For stor flagspætte er de spisekammer, tromme og rede i ét. Larverne sidder der. Den tørre gren klinger. Det bløde ved giver et hul, før maj er gået. I en have, en park eller en lund kan man lade de grene sidde, som ikke truer tag, vej eller nogen, der går under dem. En gren over en tom krog af haven er en anden sag end en gren over en bænk. Det kræver et blik, ikke en regel om at alt dødt skal ned.
I skoven er det samme blik mere værd, jo flere stammer der får lov at stå, til de er færdige med at være nyttige for de levende. En flagspætte klarer sig også i den plejede park, så længe der er træer nok og en kogle eller to om vinteren. Den er ikke et dyr, der kræver urskov. Den kræver, at ikke hvert hul og hver tør gren bliver set som en fejl. Sidder den på fuglebrættet, er det ofte for fedt, og den kan finde på at tage en nød med hen til smedjen. Nyd den der. Og lad den gren, den trommer på, blive hængende til sæsonen er forbi.
Kilder
- Kendetegn, trommen, smedjen og redehullet følger felthåndbøgernes beskrivelse af stor flagspætte og den viden, Dansk Ornitologisk Forening formidler om arten.
- Der er ikke sat tal på bestanden. At gamle huller bruges af mejser, stære og flagermus, er velkendt naturhistorie, ikke et lokalt optællingstal.