Solsort i Danmark
Solsorten er den sorte fugl med gult næb, hvis sang åbner skumringen allerede i februar. Hunnen er brun, og æggene i reden er blågrønne med pletter.
Hannen sort, hunnen brun
Hannen er det billede, ordet solsort kalder frem. Kulsort fjerdragt, et næb som gult horn, og en tynd gul ring om det mørke øje. Han hopper over plænen med halen let løftet, standser, lægger hovedet på skrå og lytter. Så trækker han en orm op, som om plænen var et bord, han kender. Hunnen er en anden fugl, hvis man kun har set ham. Hun er brun, varm i tonen, med lysere strube og et bryst, der kan have svage pletter. Næbbet er mørkere, nogle gange med en smule gult, når hun bliver ældre. Halen er lang hos begge, og flugten er lav og blød, med et dyk ind i hækken.
Unge solsort er plettede. De ligner hunnen, men brystet er mere tegnet, og de flagrer med vingerne, når de tigger. En ung han bliver sort i løbet af sit første år, og næbbet følger efter, fra mørkt til gult. Om efteråret kan man derfor stå med tre udgaver i samme busk og tro, at det er tre arter. Det er én. Alarmet er fælles. Et skarpt pink-pink, gentaget, når en kat er i haven, og en raslende skurren, når ophidselsen stiger. Den lyd kender enhver, der har ligget vågen med åbent vindue.
Sangen i skumringen
Fra februar, nogle år allerede når vinteren knækker, sætter hannen sig højt og synger. Tagryg, antenne, toppen af en bøg, en gren over stien. Timen er skumringen, og igen i dæmringen, før de fleste af os er ude. Sangen er fyldig, langsom og fløjtet, med sætninger der begynder klart og så runder af, som om han tænker sig om mellem dem. Den er ikke et urværk. Den er en stemme, og naboens han har en anden. Unge hanner øver sig. De ældre har et forråd, de varierer, så aftenen ikke bliver en gentagelse.
Man hører ham, før man ser ham. I februar er der stadig så få sangere, at én solsort kan fylde en hel villavej. Senere kommer andre stemmer til, men hans bliver ved, langt ind i sommeren, især morgen og aften. Midt på dagen er han mere tavs, optaget af orm og af at holde øje. Sangen er territorium og frieri i samme åndedrag. Hunnen hører, hvem der holder haven. En anden han, der svarer fra næste hæk, er ikke en fejl i idyllen. Det er samtalen. At stå stille under den i det blå lys er en af de billigste glæder, landet har.
Fra skov til have
Solsorten er en drossel, og drosler hører til i skov. Det gjorde den også her. Den fugtige skovbund, hvor orme og snegle er til at vende blade efter, er stadig et sted, den trives. Det nye er, at haven blev en slags skovbund med bedre service. En plæne er et åbent spisekammer. En hæk er en rede og en flugtvej. Et æble, der får lov at ligge, er vintermad. Gennem de sidste par hundrede år har solsorten taget byer og forstæder i brug, så den i dag er mere havefugl end skovfugl i de fleste menneskers øjne. Væsenet er det samme. Det er landskabet, der kom den i møde.
I byen er den ofte mindre sky. Den hopper foran skoene, ikke fordi den er tam som et husdyr, men fordi den har lært, at en fodgænger sjældent er en høg. I skoven letter den tidligere. Samme art, to manerer. Mange danske solsort bliver året rundt. Fugle nordfra kommer til om vinteren og blander sig i hækkene, tavse eller med et stille kald, indtil de trækker hjem og vores egne hanner igen har februar for sig selv. Et fuldt fuglebræt om vinteren kan være både naboer og gæster. Man kan ikke se forskel på pas og fjer.
Blågrønne æg med pletter
Reden er en skål. Hunnen bygger den af strå, blade og mos, og inderst kliner hun med mudder, så kanten bliver fast. Den sidder i hækken, i vedbend på muren, i en tæt busk, nogle gange på en bjælke i et skur, der står åbent. Højt er ikke altid bedre. Tæt er bedre. I skålen ligger æggene, og de er en overraskelse, første gang man ser dem. Skallen er blågrøn, klar og kølig i farven, med rødbrune pletter, tættere i den butte ende. Et kuld er ofte fire eller fem. Hunnen ruger. Hannen synger og holder vagt, og når ungerne er klækket, finder de begge mad.
Der kan blive flere kuld på en sæson, fra forår til højsommer, hvis katten, høgen og vejret tillader det. Ungerne forlader reden, før de ser færdige ud. De sidder i bedet, plettede og med korte haler, og forældrene fodrer videre i det skjulte. En unge på fliserne er ikke altid et uheld. Ofte er den på den farlige tur mellem reden og det at kunne flyve ordentligt. Løft den kun, hvis den er i direkte fare, og sæt den i ly i en busk tæt på. Forældrene er der, også når man ikke ser dem.
Orm, bær og en kat i busken
Ormen på plænen er klassikeren, og den er sand. Solsorten hører ormen, mere end den ser den, og det skæve hoved er et øre mod jorden. Snegle tages og bankes. I tørke, når ormene går dybt, skifter menuen til insekter, nedfaldsfrugt og det, køkkenhaven taber. Om efteråret bliver den en bæræder. Hæg, røn, hyld, æbler, og når vinteren er grå, de mørke bær på vedbend. En have uden en eneste frugtbærende busk er en fattigere have for den. En have, hvor alt nedfald fejes væk samme dag, er det også.
Fjenderne er de gamle. Katten tager unger og fugle, der er for optaget af ormen. Spurvehøgen tager solsort, især hunnen af høgen, der er stor nok til det. En byge af pink-pink og en raslen i hækkene er ofte det første varsel, før en lang hale forsvinder over hegnet. Det er ikke en fejl ved haven, at den har en høg. Det er et tegn på, at der er fugle nok til en jæger. Tætte buske, hvor en solsort kan dykke ind, er det bedste, man kan give den. En åben plæne uden en eneste hæk er et dækket bord uden en dør at flygte ad.
Et år i hækken
Året har en rytme, man kan lære uden at rejse. Februar er sangen. Marts og april er rede og mudder på næbbet. Maj er unger, der tigger så ivrigt, at hækken rasler. Sommeren er endnu et kuld og en han, der synger kortere. Efteråret er bær og fældning, hvor hannen kan se lidt laset ud og mindre gulnæbbet, før dragten er ny. Vinteren er flokke, der ikke er rigtige flokke, bare flere fugle i samme busk, og et kald i mørket, når de går til ro. Så vender lyset, og én stemme prøver februar af igen.
Man behøver ikke en sjælden art for at have en grund til at kigge op. Solsorten er almindelig, og det er dens charme, ikke dens skam. Almindelig betyder, at man kan lære én stemme så godt, at man hører, når det er naboens han og ikke en fremmed. Det er et kendskab, der vokser af sig selv, hvis vinduet står på klem i skumringen. Fuglen har gjort skoven om til have uden at holde op med at være en drossel. Det mindste, man kan gøre, er at kende forskel på ham og hende, og at lade hækken være tæt nok til en blågrøn hemmelighed.
Kilder
- Dragten, sangen, reden og de blågrønne æg følger felthåndbøgernes beskrivelse af solsort og den viden, Dansk Ornitologisk Forening formidler om arten.
- At den er gået fra skovfugl til havefugl, er den gængse naturhistorie om artens seneste par hundrede år. Der er ikke opdigtet et lokalt møde.