Hugorm i Danmark

Udgivet 21. november 2026 · Redaktionen DK Natur

Hugorm
Hugorm. Foto: Bouke ten Cate, Wikimedia Commons, CC BY-SA 4.0.

Hugormen er Danmarks eneste giftslange, og man kender den på siksakket og den lodrette pupil. Den er fredet, den vil helst væk, og et bid skal behandles af en læge, ikke med en kniv.

Danmarks giftslange

Der findes tre slangelignende krybdyr, man kan møde herhjemme, og kun ét af dem har gift, der betyder noget for mennesker. Det er hugormen. Kroppen er kortere og kraftigere end snogens, hovedet er tydeligt sat af fra halsen, og ned ad ryggen løber et mørkt siksakbånd. Hannen er ofte grå med sort tegning. Hunnen er oftere brun med et mørkere bånd. Nogle dyr er helt sorte, så mønsteret næsten forsvinder. De er stadig hugorme.

Giften sidder i to tænder forrest i munden, og den bruges til at dræbe et bytte, der ellers ville kæmpe. Hugormen er ikke et dyr, der går efter mennesker. Den ligger stille, fordi det er sådan, den både soler sig og gemmer sig. De fleste bid sker, når nogen træder på den, sætter hånden i en stendynge eller prøver at tage den op. Lader man den ligge, er den allerede i gang med at forsvinde.

Siksak og en lodret pupil

I dagslys er pupillen en lodret streg, som hos en kat. Det er det sikreste mærke, sammen med det kraftige hoved og siksakket. Skællene på ryggen er kølede, så huden ser mat og ru ud. På baghovedet sidder ofte en mørk tegning, der kan ligne et V eller et X. Halen er kort, især hos hunnen. En sort hugorm viser stadig den lodrette pupil og den samme tunge krop, også når båndet er skjult i farven.

Den ligger gerne på et sted, der er varmt, og som har et hul lige ved siden af. En sydvendt skrænt, en flad sten, en gren i kanten af mosen, et dige. Kommer man gående med tunge skridt, mærker den det og glider væk, før man har set den. Det dyr, man alligevel får at se, har vurderet, at det er tryggere at blive liggende. Gå udenom. Sæt dig ikke ved siden af for at få et bedre billede, og hold hunden inde, hvis den ikke kan lade en sten være.

Snog og stålorm

Snogen er den slange, folk oftest møder ved vand. Den er slankere, pupillen er rund, og i nakken sidder der som regel to gule eller hvidlige klatter, der kan ligne et halsbånd. Den svømmer godt, den kan hvæse og slå ud uden at have hugormens gift, og den kan spille død, hvis den bliver grebet. En mørk snog kan have svage nakkepletter, så pupillen og den slanke krop er værd at se efter. Er man i tvivl, er tvivlen i sig selv et svar: lad den være.

Stålormen er slet ikke en slange. Det er en benløs øgle. Den blinker, for den har øjenlåg, og det har slanger ikke. Kroppen er glat og skinnende, ofte bronze eller grå, uden siksak, og halen er lang. Den kan smide halen, hvis den bliver grebet, sådan som andre firben kan. Den ligger under plader, i kompost og i solvarme kanter og æder snegle og orme. En stålorm i bedet er en øgle på arbejde. Den skal ikke slås ihjel i den tro, at haven er blevet farlig.

Solen på stendiget

Hugormen er vekselvarm. Kroppen følger omgivelserne, og en kold slange er en langsom slange. Om foråret, når den er kommet frem fra vinterkvarteret, ligger den længe i solen, før den kan jage. Vinteren tilbringes i et hul under frostlinjen, i en sydvendt skrænt, en stendynge eller et gammelt musebo, ofte flere dyr sammen. De første lune dage lokker dem frem. Det er årets mest sårbare tid, og det er der, et uforsigtigt skridt oftest møder en slange, der endnu ikke har fart på.

Jagtmarkerne er der, hvor byttet er. Mus i det tørre græs, firben på den samme skrænt, frøer i kanten af mosen, en fugleunge på jorden. Hugormen slår, venter og følger sporet, til giften har virket. Den sluger byttet helt, og bagefter kan den ligge stille i flere dage. Den æder ikke mennesker, hunde eller mad fra en skål. En have med kort græs og ingen sten har sjældent en hugorm. En have, der grænser op til hede og dige, kan have besøg. Det er ikke en grund til at rydde diget. Det er en grund til at se, hvor man sætter hænderne.

Unger, der fødes levende

Hugormen lægger ikke æg i en bunke, sådan som mange slanger gør. Æggene udvikles inde i hunnen, og ungerne kommer ud levende, sidst på sommeren, hver af dem i en tynd hinde, de sprænger med det samme. De er små udgaver af de voksne, med siksak og med gift fra første dag. De klarer sig selv. Moren passer dem ikke, og de soler sig på de samme steder som de store, bare i mindre huller.

Det er en måde at klare et køligt klima på. Æg, der skulle ligge i en dansk skovbund og udruges af råd, ville have for kort en sommer. Ved at bære dem selv kan hunnen opsøge solen og flytte sig, hvis vejret slår om. Ungerne fødes, mens der stadig er varme til at finde en mus. En lille hugorm er ikke “bare en unge” i den forstand, at den er ufarlig. Den skal have samme fred som de voksne, og den er lige så fredet.

Hvis den bider

Et hugormebid er en lægesag. Gå væk fra slangen, så ingen bliver bidt igen, og opsøg læge med det samme. Bliv så rolig, som situationen tillader, og hold det bidte ben eller den bidte arm i ro. Ringe og ure skal af, før området hæver. Bliver den bidte dårlig, svimmel, får åndenød eller hævelse, der breder sig, så ring 112. Børn og ældre skal altid af sted hurtigt, også selv om biddet først ser fredeligt ud.

Sug ikke giften ud. Skær ikke i huden. Læg ikke is på. Bind ikke en stram snøre om armen eller benet, og giv ikke alkohol. De gamle råd gør skaden større og spilder den tid, der skulle bruges på at komme af sted. Dræb ikke slangen. Det hjælper ikke behandlingen, og hugormen er fredet. Man skal ikke fange den for at have den med på skadestuen. En rolig beskrivelse, siksak og en lodret pupil, er nok. Er man usikker på arten, så sig det. Lægen skal nok vurdere biddet.

Fredet, og den skal have lov

Hugormen må ikke slås ihjel, og den må ikke indfanges for at flyttes hen, hvor man synes, slanger hører til. Den ligger, hvor varme, skjul og mus findes samtidig. Hede, klit, mosekant og stendige er den slags steder, og de bliver færre, når alt skal være kort, ryddet og ens. At lade en skrænt stå med rod og sten er den praktiske hjælp, arten kan bruge. At gå med støvler i lyngen og se ned, før man sætter sig, er den praktiske hjælp, man selv kan bruge.

Frygten er forståelig, og den skal ikke skammes ud. Giften er virkelig. Respekten består i afstand, ikke i en skovl. En hugorm, der får lov at glide ind under diget, har løst mødet for begge parter. Næste gang man ser et siksak, er det en grund til at standse og gå udenom, og så fortælle, at Danmarks eneste giftslange stadig ligger, hvor solen rammer stenen.

Kilder

  • Hugormen er Danmarks eneste giftslange og er fredet. Snogen har rund pupil og gule nakkeklatter. Stålormen er en benløs øgle, der blinker.
  • Ved bid opsøges læge. Bidstedet skal ikke suges, skæres eller køles med is, og slangen skal ikke dræbes.
  • Andre fredede arter omtales hos Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, blandt andet ulv.