Rødel
Rødel er træet ved åen, med blade der er klippet ind i spidsen, og med små kogler, der bliver siddende længe efter, at frøene er fløjet.
Den afskårne spids
Bladet er rundt til omvendt ægformet, mørkegrønt og blankt, med en savtakket rand. Spidsen er ikke en spids. Den er skåret ind, så bladet ender i en lille kærv. Det er det mærke, man kan bruge på ti skridts afstand, når man står ved en brink. Unge skud og knopper er klæbrige. Det ligger i artsnavnet. Barken er mørk og furet på ældre træer, med lyse porer, og veddet er blegt, men bliver rødligt, når det får luft. Deraf det danske navn. Et frisk snit rødmer. Man behøver ikke skære i træet for at kende det. Bladet og koglerne rækker.
Gråel har blade, der ender i en rigtig spids, ofte grålige under, og den er mange steder plantet. Rødel er den, der hører til i det våde af sig selv. De to kan stå nær hinanden, hvor nogen har plantet den ene, og vandet har givet plads til den anden. Kærven i bladspidsen er rødlens.
Kogler, der ikke er gran
Om foråret blomstrer ellen, før løvet, med lange hanrakler og små hunrakler. Hunraklerne bliver til frøstande, der ligner bittesmå kogler, træagtige og mørke. De bliver siddende på træet langt ind i næste år, også når de er tomme. Folk tror, det er en gran, der er gået galt, eller en sygdom. Det er frugten. Frøene er små og har en lille vinge, og de spredes med vind og vand. En tom kogle på åen er et rødel-frø, der er rejst.
Fordi koglerne sidder om vinteren, er rødel et af de træer, man kan kende uden blade. Mørke, små kogler på nøgne grene, ved vand. Birken har rakler, der er længere og ikke bliver til hårde kogler. Vortebirken er hvid. Ellen er mørk og står med fødderne i det våde.
Fødder i vand
Rødderne tåler at stå under vand en del af året. På våd bund dannes der ofte rødder, der bøjer sig op, og støtterødder ved foden, så træet står som på tæer i mudderet. Det vælter sjældnere, end man skulle tro, netop fordi det er bygget til en brink, der skrider. En elle langs en å er et af de mest stabile billeder i et dansk landskab, indtil åen flytter sig, og så følger nye elle med.
I rødderne sidder bakterier, der samler kvælstof fra luften. Træet får næring på en bund, der ellers kan være fattig, og jorden omkring det bliver rigere, når blade og rødder omsættes. Ellens løv falder grønt eller kun svagt gult. Det visner ikke i samme gule brand som birk og eg. Det er et lille efterårstegn: et træ ved søen, der taber grønne blade.
Et træ med beboere
En gammel rødel bliver hul. Spætter, mejser og ugler kan bruge hullerne, og den døde ved er mad for svampe og larver. Om foråret er raklerne pollen til de insekter, der er tidligt ude. Om vinteren sidder småfugle og piller i koglerne. Træet arbejder, også når det ser bart ud. At fælde en hul el, fordi den hælder ud over åen, fjerner et hus. Mange hælder og står alligevel i årtier.
Ellen tåler stævning. Den skyder fra stødet, og gamle ellekrat er netop den driftsform, gentaget i generationer: man skar, og træet kom igen. Det er historie, ikke en opfordring til at skære. Et krat, der får lov at stå, bliver til flerstammede træer med kogler over vandet. Det er nok at se.
Ved åen, også i januar
Rødel er et vintertræ, fordi kendetegnene ikke kræver løv. Kogler, kærv hvis et brunt blad hænger, våd bund, mørk bark. Om sommeren er bladet det nemme. Om marts er raklerne gule af pollen, før det meste andet er grønt. Året har flere indgange.
Næste træ med små sorte kogler over en grøft, så se på bladet, hvis det er der. Er spidsen skåret ind, er det rødel. Koglen er ikke en gran. Den er elleens måde at huske blomstringen på.
Rakler før løv
I det tidlige forår hænger hanraklerne lange og gule af pollen, mens kronen stadig er nøgen. Hunraklerne er små og oprette og bliver til koglerne. Vinden tager pollenet. Ellen blomstrer, før bierne har meget andet at komme efter, og alligevel er raklerne også mad for de insekter, der er tidligt ude. Et træ ved åen kan summe en martsdag, hvor resten af skoven stadig er stille.
Koglen sidder så længe, at man kan finde både nye, grønne stande og gamle, sorte kogler på samme gren. De gamle er tomme. De er alligevel det bedste vinterkendetegn, sammen med den indskårne bladspids, hvis et blad er blevet hængende. Gråelen mangler den kærv. Rødelen står vådere. To elle, ét blik på spidsen af bladet.
Ved rødderne er jorden ofte mørk og våd, og træet står alligevel fast. Ellen kan gro, hvor andre løvtræer får rødderne kvalt. Det gør åbrinken til dens sted. En række elle langs et vandløb holder på kanten, giver skygge over vandet og taber blade, som bunddyrene æder. Man fælder ikke rækken for at få udsyn. Udsynet er træerne, spejlet og koglerne, der ligger i mudderet, når de endelig falder.
Barken er mørk og furet på ældre stammer, og det friske ved er lyst, næsten orange, når en gren er knækket af vinden. Den farve er et kig, ikke en grund til at skære. Knopperne sidder på små stilke, og de er violette om vinteren. Sammen med koglerne er det nok til at kende træet, mens birken ved siden af er hvid og har rakler, der ikke bliver til ellekogler. To træer ved samme grøft, to navne, og ingen af dem skal tappes eller pilles for sjov.
Om sommeren er bladene mørkegrønne og blanke, med savtakket rand og den flade kærv i spidsen. Undersiden er lysere. En gren, man holder op mod lyset, viser begge dele, og så lægger man den tilbage. Træet ved åen er ikke et eksemplar til lommen. Koglen kan ses uden at blive plukket, og raklerne falder af sig selv, når pollenet er brugt.
Kilder
- Rødel er Alnus glutinosa. Bladspidsen er indskåret. De træagtige kogler er frøstande og bliver siddende.
- Gråel har spidsere blade. Rødel står vådt og samler kvælstof med bakterier i rødderne.