Ringdue
Ringduen er den store grå due med den hvide plet på halsen og det hvide bånd på vingen. Kurret fra trætoppen er dens, og teksten er ikke en jagtvejledning.
Det hvide, der blinker
På jorden ser ringduen tung og ensfarvet ud, blågrå, med et rosa skær på brystet og en lang hale. Halsen har en hvid plet på hver side, og i pletten et grønt og lilla skær, når lyset rammer. I flugt bliver det hvide bånd på vingen til en streg, man kan se på lang afstand. Det er det sikreste mærke, når en flok letter fra en mark. Vingerne klapper ofte i starten, et par smæld, og så er flugten lige og stærk.
Hulduen er mindre, mere ensfarvet, uden hvid halsplet og uden det hvide vingebånd. Den yngler i huller og ses ofte i skov. Tyrkerduen er slankere, sandfarvet, med en smal sort ring i nakken, og den holder til i byer og haver. En stor due på en mark med hvide vinger er ringdue. En due på en antenne med sort nakkering er tyrkerdue. De tre kan høres samme formiddag, og stemmerne er forskellige, når man først har skilt dem ad.
Fem stavelser
Kurret er dybt og lidt hæst. Det falder i fem led, med tryk på det andet, og det gentages, så længe hannen har lyst og naboen svarer. Fra marts til langt ud på sommeren kan en have eller en skovkant være fuld af det. Folk kalder det monotont. Det er territorium og par, sagt med en lyd, der bærer gennem løv. Hunnen kurrer sjældnere. Parret kan også ses i en flugtopvisning, hvor hannen stiger og lader sig glide med vingerne løftet.
Reden er en tynd platform af pinde, ofte så gennemsigtig, at man undrer sig over, at æggene bliver liggende. Der er to æg, hvide. Begge mager ruger. Ungerne fodres med duemælk, en væske fra kroen, og senere med det, de voksne samler. En rede i en gran eller en tjørn skal have fred. Man ryster ikke grenen for at se, om der er unger. De to hvide æg er hele kuldet, og de er synlige nedefra netop fordi reden er sjusket. Det er ikke en fejl. Det er ringduens måde.
Marken og bøgen
Menuen er plantekost. Spildkorn, spirer, kløver, bær og bog. En flok på en nysået mark kan være stor, og det er en konflikt, landmanden kender. Artiklen beskriver ikke, hvordan man skræmmer eller skyder flokken. Den beskriver fuglen. Ringduen er jagtbar. Her står ingen sæson og ingen fremgangsmåde. En flok, der letter med hvide vingebånd, er det, man kan se fra vejen uden at skulle eje marken.
I skoven æder de bog og frø, og de sidder tunge i bøgekronerne om efteråret. De drikker på duemanér, med næbbet nede i vandet, uden at løfte hovedet mellem hvert drag, sådan som mange andre fugle gør. Det er et lille kendetegn, hvis man ser dem ved en pyt. De fleste møder er alligevel enten kurret eller flugten.
Et år med den samme due
Mange ringduer bliver i Danmark året rundt. Andre trækker, og store flokke kan passere forår og efterår. Om vinteren samles de på marker og i parker, og de hvide halspletter er der stadig, bare sværere at se i gråt lys. Vingebåndet svigter ikke. Ungfuglen det første efterår mangler den hvide halsplet og er mere brunlig. Den har stadig båndet på vingen. Så er familien den samme, også når halsen endnu er ensfarvet.
I byen er ringduen blevet en havefugl ved siden af tyrkerduen. Den er skyere. Den letter tidligere. Den sidder højt. En due, der tromler op fra en hæk med smældende vinger, er ofte den. Tyrkerduen bliver siddende længere og er lysere. To naboer, to ringe: den hvide plet og den sorte nakkering.
At kende den uden at eje den
Ringduen er almindelig nok til, at man holder op med at se den. Det hvide bånd er grunden til at se efter igen. En stor grå fugl, et kurren i fem stavelser, to hvide æg på en sjusket rede. Det er en hel art, også selv om den sidder på en mark, nogen opfatter som kun sin.
Næste flok, der letter, så kig efter stregen på vingen. Er den der, er det ringdue. Lad reden i granen være, hvis du finder den. To æg er ikke mange, og pindene er tynde nok i forvejen.
To æg og en tynd rede
At reden er gennemskuelig, er ikke dovenskab alene. Ringduen kan lægge flere kuld på en sæson, og hver rede er hurtigt bygget. To æg, dunede unger, og så forfra. Det tynde underlag betyder, at ægget kan ses nedefra. Det er ikke en opfordring til at prikke. En gren, der rystes, kyler ægget ned. Man går under træet og videre.
Ungen, der lige har forladt reden, sidder klodset i en hæk og bliver fodret videre. Den mangler halspletten. Vingebåndet er der, hvis den letter. Lader man den sidde, finder de voksne den. En dueunge på jorden under en tjørn er ofte netop det, ikke en fugl, der skal i en papkasse. Er den skadet, er det en vagt for vilde dyr. Er den bare klodset og i live, er hækken det rigtige sted.
Kurren er fem stavelser, med tryk på den anden. Man kan tælle dem fra en bænk, før man ser fuglen. Den sidder ofte øverst, grå mod himlen, og letter med et klap af vingerne. Det hvide bånd blinker. En due uden det bånd og uden halspletten er en anden due, og så siger man due, til kikkerten får hold på den. Huldue er mindre og mørkere i flugten. Tyrkerdue har en smal, sort nakkering og sidder gerne på en antenne. Ringduen er den store i trækronen og på den nysåede mark, hvor flokken finder spildkorn.
Flokken på den nysåede mark er ofte blandet med råger og måger. Ringduerne er de grå, der letter med lyse vingebånd. De æder spild og nysået korn, og det er derfor, arten er jagtbar. Denne tekst stopper der. Den fortæller ikke, hvornår man må skyde, og den viser ikke, hvordan. Fuglen på taget er den samme art som flokken på marken. Halspletten sidder på begge.
Kilder
- Ringduen er Columba palumbus. Hvid halsplet og hvidt vingebånd. Huldue mangler begge dele.
- Arten er jagtbar. Teksten beskriver ikke jagt. Reden med æg eller unger skal have fred.