Natugle
Natuglen er uglen med det runde hoved og de mørke øjne, hvis huuen er skovens klassiske nattelyd. En dununge på græsplænen skal ikke bæres ind.
Hovedet uden toppe
Natuglen sidder ofte tæt ind til en stamme og ligner bark, indtil hovedet drejer. Der er ingen øretoppe. Hovedet er rundt, ansigtet danner en blød skive, og øjnene er mørke, næsten sorte. Næbbet er krumt og gult, halvt skjult i fjer. Dragten er spraglet, enten varmt brun eller mere grå, med længdestriber og pletter, der bryder omridset. De to farver er samme art. En grå og en brun natugle i samme skov er ikke et par af to arter. De er to udgaver af én.
Skovhornuglen, Asio otus, har lange øretoppe, der kan lægges ned, og orange øjne. Den jager mere i det åbne og sidder ofte i en tæt gran om dagen. Sløruglen har et lyst, hjerteformet ansigt og mørke øjne, og den hører til lader og tårne mere end til bøgeskoven. Natuglen er den uden toppe, med det mørke blik, i hultræet eller i parken. Ser man toppe, er man ovre i en anden art, også selv om lyden var en ugle.
To stemmer
Hannens sang er den, de fleste mener med en ugle. Et hudrende huu, et kort hu, og så et længere, skælvende huhuu. Det bærer langt i stille nætter, især sidst på vinteren og i det tidlige forår, når territoriet skal holdes. Hunnen svarer med et skarpere ki-vik, der kan lyde som en anden fugl, hvis man ikke ved, at det hører til. Et par kan holde den samtale i gang på tværs af en have. De er der, også når man kun hører dem.
Om efteråret kalder de unge, og de voksne svarer. En nat med flere ugler er ikke en invasion. Det er naboer og unger, der fortæller, hvor de er. Man kan stå på en trappesten og høre det. Man behøver ikke gå ind under træet med en lygte. Lys i øjnene på en ugle, der skal jage, er et dårligt bytte for et billede.
Mus, og en unge på jorden
Menuen er især mus og andre smågnavere. Derudover tager den fugle, frøer og det, natten giver, også en regnorm på plænen efter regn. Den jager fra en pæl eller en gren og slår ned. Uglen gylper ufordøjede rester op som en grå kugle af hår og knogler under siddepinden. Gyldet er et spor. Man kan lægge mærke til det uden at pille det fra hinanden på spisebordet.
Ungerne forlader hullet, før de kan flyve ordentligt. De kravler ud på grene, og en del ender på jorden under træet. De er dunede, med et alvorligt ansigt, og de ser forladte ud. Det er de sjældent. Forældrene fodrer dem, hvor de sidder, og ungen klatrer eller bliver båret videre i nattens løb. En unge på plænen en majaften skal have fred og afstand. Tag den ikke med ind. En kat er derimod en grund til at holde katten inde den nat, ikke til at adoptere uglen. Er dyret tydeligt skadet eller i en brønd, er det en vagt for vilde dyr, man ringer til.
Hullet i træet
Natuglen bygger ikke en rede af pinde. Den lægger æggene i et hul, i et spættehul der er blevet større, i en skorsten, i en stor redekasse eller i en grenkløft med råddent ved. Det samme hul kan bruges år efter år. En gammel eg eller bøg med et mørkt hul er derfor et muligt hus, også når man aldrig har set uglen flyve ind. Hunnen ruger, hannen kommer med mad, og senere står ungerne i hullets kant og ser ud, før de tør kravle.
Man banker ikke på stammen for at få dem til at kigge ud. Man sætter ikke en stige op til hullet. Freden er enkel: lad træet stå, og lad hullet være mørkt om dagen. En uglekasse kan være et supplement, hvor der ikke er gamle træer. Den er ikke en erstatning for at fælde det træ, kassen skulle ligne. Og kassen er ikke en grund til at åbne lågen i yngletiden for at se, om der er æg.
Parken og skoven
Natuglen bor både i skov og i gamle parker, kirkegårde og haver med store træer. Den er standfugl. Den trækker ikke til Afrika som landsvalen. Året rundt kan man høre den, mest når territoriet skal synges ind, og mindst når ungerne er ved at blive selvstændige, og de voksne har travlt. Om dagen sover den tæt på stammen. Småfugle afslører den. En flok mejser og solsorte, der skræpper omkring ét træ, har ofte fundet uglen. Kig efter det runde hoved. Gå så videre, så fuglene også gør det.
En natugle i en have er et rovdyr ved siden af foderbrættet, ikke en fjende af haven. Musene ved det. Småfuglene ved det om dagen, når de har opdaget den, og glemmer det igen, når den er usynlig. Det er en god ordning. Huuen i februar er besked nok om, at ordningen stadig gælder.
Gyldet under pinden
Det, uglen ikke kan fordøje, kommer op igen. En grå, aflang kugle af hår og knogler under en yndlingsgren er et gylp, og en række af dem fortæller, at pinden er i brug. Man kan se dem uden at tage dem med. Knoglerne i dem er mus, oftest, og det er en rolig måde at vide, hvad natten har budt på. En ugle, der gylper, er en ugle, der har ædt. Haven behøver ikke en musefælde for at have den historie.
De to farver, brun og grå, kan sidde i samme kuld. Ungerne ligner bark allerede, før de kan flyve, og det er derfor, de er svære at få øje på i grenen, og lette at overse på jorden, indtil de rører sig. Et par øjne, der åbner sig i en kløft, er nok. Lygten kan blive i lommen. Huuen kommer igen, når det er mørkt, og den kræver ikke, at man har set fuglen for at være sand. Et hultræ er grund nok til at standse op, også når der ikke kigger nogen ud.
Kilder
- Natuglen er Strix aluco. Den har rundt hoved uden øretoppe og mørke øjne. Skovhornuglen har øretoppe.
- En unge på jorden er ofte under pasning og skal ikke tages med. Gå ikke ind til reden.