Blåmejse

Udgivet 22. november 2026 · Redaktionen DK Natur

Blåmejse
Blåmejse. Foto: alexis_orion, iNaturalist, CC BY.

Blåmejsen er den lille, gule mejse med blå kalot. Den hænger med ryggen nedad i birken, og den er ikke en musvit uden stribe.

Blå kalot

Hovedet er det, man ser først. En blå kalot, et hvidt bånd over øjet, en sort streg gennem øjet og en hvid kind. Ryggen er blågrøn, vingerne blå, bugen gul. Der er ikke en lang, sort stribe fra struben og ned mellem benene. Det er skellet til musvitten, som er større, mere oprejst og bærer netop den stribe. De to sidder ofte i samme birk. Den lille, der hænger under kvisten, er blåmejsen. Den store, der hamrer ovenpå, er musvitten.

Ungfuglen om sommeren har gullere kinder og mattere farver. Kalotten er der stadig, bare mindre skarp. Næbbet er kort og fint. Den vejer mindre, end man tror, når den kaster sig fra gren til gren, og den bruger vægten som en fordel. Et frø, en musvit ikke kan nå fra undersiden, kan blåmejsen tage, mens den hænger.

I birken og ved hullet

Om vinteren går den i flok med andre mejser. De støvsuger birkens tynde grene for æg og spind, og de kommer til foderbrættet, når skoven er tom. Solsikkefrø tager den gerne, men den viger, når musvitten kommer, og den kommer tilbage, når den store er væk. To brætter, eller et bræt med plads, giver mindre jagen. Man står indenfor. En hånd fremme gør dem ikke tamme. Den gør dem væk.

Reden er i et hul. Et spættehul, en sprække, en kasse med et lille hul, omkring 28 millimeter, så de større fugle ikke flytter ind. Reden er mos, uld og fjer, en tæt kop. Æggene er hvide med rødbrune prikker. Hunnen ruger. Låget bliver på. Et kig for at tælle æg køler kuldet og kan få fuglen til at forlade det. Vil man vide, om kassen er i brug, ser man, om der flyver en blå kalot ind med mos i næbbet. Det er hele tilsynet.

Et kuld og larverne

Ungerne vokser på larver. En have med egetræer, birk og en hæk, der ikke er klippet ind til pinden i maj, har mere at æde end en flise og en kugle af buksbom. Blåmejsen er ikke en grund til at sprøjte. Den er en grund til at lade nogle af bladene være hullet. Når ungerne er ude, sidder de i hækken og tigger med en fin, hæs lyd, og de voksne finder dem. En unge på jorden, der er dunet og ikke skadet, hører til i nærheden af det kald. En papkasse på køkkenbordet er det forkerte sted. Er den skadet, er det en vagt for vilde dyr.

To arter kan skændes om den samme kasse. Musvitten vinder ofte, fordi den er større. En ekstra kasse med et mindre hul giver blåmejsen en dør, musvitten ikke gider. Man hænger den, så katten ikke har en hylde lige under hullet. Resten er fuglenes sag. Man åbner ikke for at dømme imellem dem.

Sangen er lys

Musvittens ti-ta er en ambolt. Blåmejsens sang er lysere, en kort trille, der kan lyde som et lille skænderi, også når den bare fortæller, at birken er optaget. Den synger fra senvinteren, ofte højt i kronen, og den er i gang, mens man stadig leder efter den. Kalotten afslører den, når den hopper frem på en tynd gren.

Den er her om vinteren. Den er standfugl i haven, og flokken kan få selskab af fugle, der er trukket til. Man opfinder ikke et tal for, hvor mange der kommer fra Sverige. Man ser, at birken er fuld, og at de blå kalotter er flere end i juni. Frøene må gerne ligge der, til de selv finder dem.

Den lille i følget

En blandet flok om efteråret er en hel lektion. Musvit med stribe, blåmejse uden, måske en sortmejse med hvid nakke, hvis man er i nåleskov. Blåmejsen er den, der hænger mest. Den er også den, der først finder et nyt hul i barken. Man går under flokken og lader den flytte sig i sit eget tempo. Den flytter sig alligevel, når man bliver stående for længe.

Næste gang en gul fugl hænger under en gren, så se efter kalotten og efter den stribe, der ikke er der. Blå på hovedet, gul nedenunder, ingen sort linje ned ad bugen. Så er det blåmejse. Lad den hænge færdig.

Vinterflokken

Når bladene er væk, er flokken lettere at se. Den bevæger sig som en bølge gennem hegnet. Først en kalot, så tre, så en musvit, der hamrer et sted, de små allerede har forladt. Blåmejsen siger en tynd, skældende lyd, mens den flytter sig. Lyden holder flokken sammen. Man kan følge den fra have til have uden at gå hurtigere, end fuglene gør. Går man hurtigere, er flokken væk over næste tag.

Den hamrer også. Et frø mellem tæerne, næbbet som en lille hakke. Den er lettere end musvitten og taber oftere frøet, og så henter den et nyt. Under birken ligger skallerne. De er ikke et problem, der skal fejes, før fuglene er færdige. Om foråret bygger den af det mos, der sidder på samme birk. Kredsløbet er kort og synligt, hvis man lader både mos og frø være.

Et hul på omkring 28 millimeter er et tilbud, ikke en pligt. Har man ingen kasse, har det gamle træ måske allerede et hul. At fælde træet og hænge en kasse op bagefter er en dårlig byttehandel, hvis træet kunne have stået. Kassen er til der, hvor hullet mangler. Låget er til at blive siddende. Om sommeren kan et kuld være ude, mens et andet par stadig kigger på hullet. Man rydder ikke reden ud i juni for at gøre plads. Først når hullet har været stille i ugevis, og ingen kalot flyver ind, kan den gamle kop ud. Ikke før. En blåmejse, der bygger ovenpå en tom musvitterede, klarer selv det lag mos, den skal bruge. Kalotten ses bedst forfra, når fuglen sidder på jorden under birken og hamrer et frø. Blå isse, hvid kind, sort øjenstreg, gul bug. Ingen lang stribe. Så er navnet sikkert, også på tre meters afstand.

Kilder

  • Blåmejsen er Cyanistes caeruleus. Blå kalot og gul bug uden musvittens lange, sorte midterstribe.
  • Musvitten er større. Åbn ikke redekassen, mens fuglen ruger.