Gråand

Udgivet 22. november 2026 · Redaktionen DK Natur

Gråand
Gråand. Foto: Richard Bartz, Wikimedia Commons, CC BY-SA 2.5.

Gråanden er andrikken med det grønne hoved og anden, der rapper. Ællingerne følger hende, og de skal ikke bæres væk fra søen.

To fugle, ét spejl

Andrikken i pragtdragt er svær at tage fejl af. Hovedet er metalgrønt, et hvidt bånd sidder om halsen, brystet er kastanjebrunt, og kroppen er grå. Næbbet er gult. Anden er brun og spættet, med en mørk streg gennem øjet, og næbbet er orange med mørke felter. De ser ud som to arter, til de letter. Så viser begge et blåt spejl på vingen, kantet af hvidt. Det spejl er gråandens mærke, også når dragten er slidt, og også på ungfugle, der endnu ikke har det grønne hoved.

Sidst på sommeren fælder andrikken til en kedeligere dragt og ligner hunnen, indtil pragten kommer igen. Næbbet afslører ham ofte, fordi det bliver ved med at være gult. En flok brune ænder i august kan derfor rumme begge køn. Spejlet sorterer arten fra andre ænder. Gråanden er den, parker og havne er fulde af, og den er stamformen til de fleste tamænder. En hvid and i en park er ofte stadig gråand i afstamning. Den vilde fugl er den grå, den grønne og den brune.

Rappet

Det rap, man kan efterligne, er hunnens. Det er højt og åbent og bruges, når flokken skal samles, og når hun kalder på ællingerne. Andrikken har en lavere, mere hvislende lyd, som færre lægger mærke til. I flugten høres også vingesuset, et tyst fløjt fra de stive fjer. En and, der letter fra en sø, er ofte hørt, før man har set spejlet.

Reden ligger skjult i vegetation nær vand, nogle gange overraskende langt inde på land, i en busk eller på en altan i en by. Den er foret med dun, som hunnen trækker op over æggene, når hun går. Æggene er grønlige til beige. Hunnen ruger alene. Andrikken holder sig i nærheden et stykke tid og forsvinder så til flokke af hanner, der fælder. Anden er alene med kuldet. Det er ikke et svigt. Det er artens måde.

Ællingerne

Ungerne forlader reden, så snart de er tørre, og følger anden til vandet. De er gule og brune, mørke over øjet, og de kan svømme med det samme. En and med ti ællinger i en rende er ikke en and, der har mistet overblikket. Hun ved, hvor de er, også når en er lidt bagud. Man samler ikke den bageste op. Man standser hunden, og man lader flokken krydse vejen, hvis det er det, de er i gang med. En ælling i en hætte er en ælling, moren ikke finder.

Er en unge skadet, eller er en hel flok fanget i en lyskasse, er det en vagt for vilde dyr, man ringer til, ikke en balje i bryggerset. Raske ællinger hører til bag anden. De æder insekter i starten og planter siden, og de vokser hurtigt. De første uger er de mad for gedder, måger og skarv. Det er en grund til, at kuldet er stort. Det er ikke en grund til at gribe ind i søen.

Brød og åbent vand

Gråanden æder vandplanter, frø, smådyr og det, markerne lægger af spildkorn. I parker vænner den sig til mennesker. Brød mætter dårligt, det sviner vandet, og det samler fugle tættere, end de ellers ville sidde. En and klarer dagen uden en pose fra bænken. Vil man se dem, er kikkerten og en stund ved bredden nok. De vender sig med halen i vejret og når planterne på bunden. Det er et sjovere syn end en flok, der slås om en skorpe.

Om vinteren samles de i våger og havne, og andrikkerne er i pragt igen. Par dannes tidligt. Man kan se hannen nikke og hunnen svare, længe før reden bygges. En isfri rende i en bypark kan være fuld af gråænder i januar. Spejlet blinker, når de strækker vingen. Det er den samme art som ællingerne i maj.

Den and, man allerede kender

Gråanden er så almindelig, at den bliver usynlig. Det grønne hoved er grunden til at se efter igen, og spejlet er grunden til at kende hunnen, når hannen ikke er der. En brun and uden blåt spejl er en anden art. En brun and med det spejl er gråand, også alene, også uden rap.

Næste flok ællinger, så bliv på stien. Anden har styr på dem. Det gule og brune i kølvandet er ikke et nødopkald. Det er en årgang.

Spejlet, når dragten snyder

En brun and kan være en hun, en ungfugl eller en andrik i den kedelige sensommerdragt. Næbbet hjælper, og spejlet afgør. Blåt, med hvid kant foran og bagved. Man ser det, når fuglen strækker vingen, eller når den letter. Uden det spejl er man ovre i en anden and, og så er det ærligt at sige and og lade gråanden vente.

I parker blander vilde fugle sig med tamme, hvide og brogede. De hvide er ikke en anden vild art. De er gråandens tamme slægtninge, og de rapper ofte på samme måde. Den grønne andrik ved siden af er den vilde dragt, arten stadig bærer, når den får lov. Ællingerne bag en broget and er stadig ællinger, der skal blive på vandet. Posen med brød gør flokken tættere og vandet fattigere. Kanten af søen er et bedre sted at stå.

Andrikken i pragtdragt er den, alle kender. Grønt hoved, hvid halsring, brunbryst, grå krop og de opadbøjede midterste halefjer. Hunnen er den, man skal øve sig på, for de andre brune ænder ligner hende på afstand. Spejlet er lektien. Ser man det blå med den hvide kant, er man hos gråanden, også når fuglen er ung og næbbet endnu ikke er klart gult eller orange. Ællingerne svømmer i en klump bag hende. En unge, der er kommet væk, pipper og finder som regel selv ind igen, hvis man ikke samler den op og bærer den hen et andet sted. Moderen er den brune and, ikke den person på stien.

Næbbet hos andrikken er gult, ofte med mørk negl yderst. Hunnens er orange med mørke pletter. De to farver hjælper, når spejlet er skjult, og de slår fejl, når fuglen er ung. Så venter man på vingen. Blåt med hvid kant er gråand, også i en park, også i en havn.

Kilder

  • Gråanden er Anas platyrhynchos. Andrik med grønt hoved, and brunspættet. Begge har blåt vingespejl med hvid kant.
  • Ællinger skal blive hos anden. Brød er dårlig mad. Teksten er ikke en pasningsvejledning.